Kontinuitet i anbringelser

Vi ved, at det påvirker børns udvikling, hvis de mangler stabilitet i deres liv. Anbragte børn kommer fra turbulente forhold, og forskning har vist, at manglen på kontinuitet ofte fortsætter efter anbringelsen.

Når barnet bliver anbragt uden for hjemmet, flytter det måske først på akutinstitution og derefter i plejefamilie. I mellemtiden er forholdene i hjemmet forbedret, og derfor flytter barnet hjem til sine forældre igen. Det bliver dog ikke ved med at fungere, og derfor må barnet flytte i en ny plejefamilie. Her trives barnet ikke, og derfor flytter barnet på døgninstitution.

Sådan kan et anbragt barns opvækst se ud. Når barnet på denne måde må flytte flere gange, kommer det til at leve i flere forskellige omsorgsmiljøer med forskellige voksne fra sted til sted, som barnet skal forsøge at knytte sig til – og omvendt. Men relationer er ikke noget, man bare sådan skifter ud. Og derfor kan et turbulent anbringelsesforløb have den konsekvens, at det anbragte barn langsomt mister alle sine gode og nære kontakter til de voksne, der skulle være med til at give omsorg for barnet og skabe en tryg hverdag.

Kommuner bruger sjældent nye regler

Med Barnets Reform blev der indført nye regler, som skal skabe større kontinuitet i anbragte børns liv. VIVEs undersøgelse viser dog, at reglerne kun sjældent bliver brugt i praksis.

Kommunerne har blandt andet i særlige tilfælde fået mulighed for at anbringe 0-1-årige børn i op til tre år uden krav om genbehandling af sagen, når de bliver anbragt uden samtykke. Samt hvis et barn har knyttet sig så meget til sin plejefamilie, at kommunen vurderer, at det er bedst for barnet at blive der resten af opvæksten, kan anbringelsen fortsætte, selvom vilkårene i hjemmet er blevet forbedret.

Syv år efter at kontinuitetsreglerne trådte i kraft, havde over halvdelen af landets kommuner ikke brugt de to regler. Dels er kommunerne usikre på, hvad det kræver af grundlag at bruge reglerne, dels vejer de brugen af disse regler, som ofte skaber stærke konflikter med forældrene, op mod betydningen af at opretholde et godt samarbejde med forældrene. Det betyder i nogle sager, at man undlader at bruge reglerne.

Det er vanskeligt at dokumentere,  hvorvidt kontinuitetsreglerne øger stabilitet og trivsel. Reglerne har været anvendt relativt få gange, og det gør resultater om deres eventuelle virkning usikre. De børn, hvor reglerne blev taget i brug, adskiller sig dog ikke mærkbart fra øvrige anbragte børn, når det kommer til trivsel og udvikling. 

VIVE anbefaler, at kommunerne bliver tilbudt en mere kvalificeret faglig støtte om brugen af reglerne. En central udarbejdelse af et antal cases, hvor reglerne har været i brug, og cases, hvor indstilling om brug af reglerne er blevet underkendt, kan hjælpe kommunerne med at afklare, hvornår reglerne kan være relevante og hensigtsmæssige at bruge.

Metode:

Analysen bygger på to runder af interview med henholdsvis 10 og 11 kommunale socialrådgivere samt interview med 9 forældre, hvis barn er blevet anbragt uden for hjemmet uden samtykke.

VIVE har på baggrund af registerdata undersøgt stabiliteten i anbringelsesforløb. Desuden har VIVE gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt børn, hvor kommunen har besluttet at anvende regler fra Barnets Reform. VIVE har sammenlignet børnenes trivsel og udvikling med børn, hvor kriterierne for at bruge reglerne også var til stede, men reglerne ikke blev brugt.