Skip til indhold
Få vores nyhedsbrev
Da En
  • Udgivelser
  • Medarbejdere
  • Undersøgelser i gang
  • Temaer
  • Om VIVE
  • Nyheder
  • Arrangementer
  • Projektforløb
  • Centre og netværk
  • Kontakt
  • Presse
  • Vi tilbyder
Da / En
Tilmeld nyhedsbrev
Del
Rapport, ­13. juni 2022

Kvalitetsklynger i almen praksis

Klyngernes organisering, arbejde og udbytte

Praktiserende læger ser overvejende positivt på kvalitetsklynger som en mulighed for at arbejde med praksisnære og relevante emner, og klyngerne kan påvirke til ændret klinisk praksis og måder at organisere sig på inden for afgrænsede områder og med begrænsede effektstørrelser. Det viser VIVEs og Forskningsenhederne for Almen praksis’ rapport.

Marie Henriette Madsen , Morten Bonde Klausen , Marius Brostrøm Kousgaard , Eskild Klausen Fredslund , Maria Bundgaard , Dorte Ejg Jarbøl , Jakob Kjellberg , Pia Kürstein Kjellberg & Jens Søndergaard
Almen praksis, Effekt, Fagprofessionelle, Sundhed
Download rapporten Kvalitetsklynger i almen praksis
Kvalitetsklyngerne giver ifølge lægerne inspiration til, hvordan de kan tilrettelægge behandling og organisere deres praksis. Modelfoto: Ricky John Molloy/VIVE

Kontakt

Marie Henriette Madsen Projektchef, cand.scient.san.publ., ph.d. M: 41 39 35 26 mama@vive.dk

I 2018 blev en ny kvalitetsmodel for almen praksis sat i søen, og som en del af denne model skulle praktiserende læger omfattet af overenskomsten organisere sig i mindre grupper, såkaldte kvalitetsklynger. I kvalitetsklyngerne skal de praktiserende læger sammen arbejde med kvalitetsudvikling inden for emner, de selv vælger, og med udgangspunkt i egne data. Kvalitet i Almen Praksis (KiAP) har bedt VIVE og Forskningsenhederne for Almen Praksis undersøge

  1. hvordan de praktiserende læger har arbejdet med at etablere, organisere og drive kvalitetsklyngerne
  2. hvilke udfordringer og muligheder ved klyngesamarbejdet internt og i samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen der opstår
  3. hvilket udbytte af klyngedeltagelsen de praktiserende læger oplever, og hvilke effekter af klyngerne der kan udledes.

Positivt, at klyngemodelen er fleksibel med rum for selvvalgte emner

Klyngemodellen er en fleksibel model med mulighed for, at de praktiserende læger selv kan vælge, hvilke emner de vil arbejde med og hvordan. Dette element vurderes positivt af de praktiserende læger, som oplever at kunne tage fat på emner, der er praksisnære og relevante specifikt for medlemmerne i den enkelte klynge.

Praktiserende læger beskriver selv, hvor klyngerne kan bidrage til øget viden om og inspiration til, hvordan man kan tilrettelægge behandling og organisere praksis. Klyngerne lader desuden til at kunne påvirke de praktiserende lægers faglige praksis inden for afgrænsede områder og med begrænsede effektstørrelser. Endelig har klyngerne bidraget til at styrke relationerne internt blandt klyngemedlemmerne.

Det datadrevne kvalitetsarbejde bidrager – som et middel til indsigt i egen praksis – til at rejse spørgsmål til egen praksis i sammenligningen med andre og til at åbne samtaler om forskellige tilgange til patientbehandling. I forhold til eksterne aktører – særligt kommunerne – ses der også eksempler på større gensidigt kendskab inden for afgrænsede områder.

Undersøgelsen giver anledning til at fremhæve følgende opmærksomhedspunkter i den fremtidige udvikling af klyngerne:

  • Klyngekoordinatorerne udgør en hjørnesten i klyngemodellen. Det er derfor vigtigt fortsat at understøtte klyngekoordinatorerne i deres arbejde, fx via klyngepakkerne eller med hjælp til praktisk arbejde, så koordinatorrollen forbliver attraktiv.
  • I den enkelte klynge kan der være store forskelle på medlemmernes ønsker og behov i klyngearbejdet og deres motivation for at deltage. Denne heterogenitet blandt medlemmerne stiller krav til klyngekoordinatorerne og understreger behovet for, at klyngekoordinatorerne har mulighed for at søge inspiration og støtte til forskellige måder at tilrettelægge klyngearbejdet på.
  • Der mangler konkrete praktiske løsninger på, hvordan praksispersonalet kan inddrages, hvis potentialet i at inddrage praksispersonalet i klyngearbejdet skal udforskes yderligere.
  • Klyngemøderne bliver typisk afholdt som fyraftensmøder 3-4 gange om året, hvilket sætter grænser for, hvor meget tid man kan bruge på klyngemøderne, og dermed hvor meget man kan nå. Det er et forhold, som sætter grænser for, hvor meget man kan forvente, at klyngemodellen påvirker kvalitetsudviklingen i almen praksis.
  • Klyngerne sætter selv dagsordenen for møderne – også når det kommer til emner, der involverer eksterne parter. Det er derfor en væsentlig præmis for eksternt samarbejde, at det sker med udgangspunkt i klyngernes prioriteringer og interesser. Klyngerne er ikke nødvendigvis et forum, hvor kommuners og hospitalers behov/ønsker kan behandles. Til gengæld er det et forum, hvor de praktiserende læger selv inviterer til dialog om et afgrænset emne/område, hvor de ser et potentiale for forbedring. Eksterne aktørers adgang til de enkelte klynger i praksis afhænger desuden af den enkelte koordinators tid, prioriteringer og overskud til at tage stilling til eksterne henvendelser.
  • Der er ofte betydelige overlap mellem klyngerne og de kommunale lægelaug, både hvad angår medlemskreds og emner, som behandles i de to fora. Det er ikke nødvendigvis et problem, men det er værd at overveje, hvordan de to fora skal fungere side om side.

Metode

Undersøgelsen består af fire delundersøgelser, der er gennemført i perioden 2019-2022:

  • En interviewundersøgelse gennemført ca. et år efter klyngernes etablering (2019/2020). Her blev foretaget interviews med klyngekoordinatorer og klyngemedlemmer i 15 klynger (29 praktiserende læger i alt).
  • En case-undersøgelse af udvalgte klynger. Denne delundersøgelse er gennemført i to runder og inkluderede interviews med klyngekoordinatorer og klyngemedlemmer i 9 klynger, observation af klyngemøder i 9 klynger samt interviews med repræsentanter fra de regionale kvalitetsenheder og med samarbejdspartnere i relevante kommuner.
  • En landsækkende spørgeskemaundersøgelse med besvarelse fra 1.219 praktiserende læger om klyngernes karakteristika og oplevet udbytte af klyngearbejdet.
  • En registerundersøgelse af sammenhængen mellem klyngernes arbejde med udvalgte emner og relaterede adfærdsændringer i form af udskrivningspraksis.

 

Om denne udgivelse

Finansieret af:

Kvalitets- og Informatik Fonden

Samarbejdspartnere:

Forskningsenhederne for Almen Praksis

Udgiver:

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Mere fra samme undersøgelse

Debatindlæg, 11. juli 2022 Kvalitetsklynger i almen praksis viser gode takter, men er det tilstrækkeligt?
Rapport, 8. juli 2020 Kvalitetsklynger i almen praksis
Læs også
  1. Nyhed

    Kursus i sundhedsøkonomi oktober 2023

  2. Rapport

    Sådan kan socialfaglige medarbejdere integreres i skole og dagtilbud for at forebygge mistrivsel blandt børn og unge

  3. Nyhed

    Workshop on “Soldiers - Recruitment, training, combat exposure, deployments and returning to civilian life”

  4. Nyhed

    Webinar: Brug tryghedsskabende velfærdsteknologi sikkert i arbejdet med borgere med demens

  5. Rapport

    Unge opnår hurtigt en markant positiv effekt på løn og beskæftigelse ved at tage erhvervsuddannelse – for voksne varierer det mere

  6. Undersøgelse i gang

    Hvordan oplever SOSU-elever og SOSU-medarbejdere med migrantbaggrund arbejdet i ældreplejen?

  7. Gå hjem-møde i Aarhus

    Få nyeste viden om faste, tværfaglige og selvstyrende teams i ældreplejen

  8. Gå hjem-møde i København

    Få nyeste viden om faste, tværfaglige og selvstyrende teams i ældreplejen

  9. Rapport

    Omsorgsfulde relationer er udgangspunktet for, at ældre føler sig hjemme på plejehjem

  10. Rapport

    Der er potentiale for at forbedre rekrutteringen af personer sigtet for spirituskørsel til alkoholbehandling

Tilmeld nyhedsbrev
Del

Tlf: 44 45 55 00

Mail: vive@vive.dk

EAN: 5798000354845

CVR: 23 15 51 17

KontaktPresseJob i VIVETilgængelighedserklæring

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Vores nyeste viden i din indbakke hver uge.

Tilmeld nyhedsbrev
Følg os