Litteratur om ledelse af samarbejde på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet
Udgivelsens forfattere:
- Christina Holm-Petersen
- Martin Sandberg Buch
Konklusion
Det giver bedre kvalitet for patienter og borgere, hvis deres forløb hænger sammen på en hensigtsmæssig måde på tværs mellem hospitaler og kommuner. Men det er en kompleks udfordring at lede samarbejde på tværs af sektorer i sundhedsvæsnet.
En gennemgang af den eksisterende forskning og litteratur på området viser, at der er en del viden om barrierer og udfordringer, som hindrer det tværsektorielle samarbejde i at lykkes. Men der mangler viden om og anvisninger til, hvordan tværsektoriel ledelse bedst gribes an i praksis.
Litteraturen viser, at der skal mere ledelsesinvolvering til, hvis det tværsektorielle samarbejde skal lykkes - og det stiller store krav til ledernes kompetencer. Det er mere udfordrende at være netværksleder end at være traditionel leder. Der tilføjes en ekstra ledelsesdimension, som skal løses parallelt med de lederopgaver, der er i en traditionel hierarkisk organisation. Det er tidskrævende, og det stiller større krav til lederens evne til at læse situationer og aktører. Lederen skal bl.a. have særligt gode kompetencer til at lytte, kommunikere, forhandle og konfliktløse. Desuden skal lederen kunne formidle og ”oversætte” komplekse problemstillinger til medarbejdere og lederkolleger.
Anbefalinger
På baggrund af denne gennemgang af den eksisterende litteratur på området kan det anbefales, at der etableres bedre viden om, hvordan chefer og andre ledere på den mest realistiske og tidsbesparende måde kan skabe de nødvendige ændringer inden for de eksisterende rammer.
Der skal også etableres bedre viden om, hvordan rammerne – fx den økonomiske incitamentsstruktur og lovgivning - kan ændres for at understøtte tværsektorielt samarbejde og koordination. I modsat fald kan tværfaglig samordning og samarbejde ende med at være endnu en opgave, der via stor og diffus mødeaktivitet mest af alt tager tid fra kerneopgaverne – og fra ledelse af kerneopgaverne.
Baggrund
Sundhedsvæsenets udvikling stiller stadig større krav til, at der samarbejdes og koordineres på tværs af hospitaler og kommuner. Samarbejde på tværs skal sikre kvalitet og hensigtsmæssig ressourceanvendelse i de tværgående patientforløb.
I de senere år er der også kommet fokus på, at udviklingen af et sådant tættere samarbejde på tværs af hospitaler og kommuner, forudsætter en aktiv ledelsesinvolvering på mange niveauer. Ledelsesopgavens konkrete indhold samt de metoder og kompetencer, der kan understøtte god tværsektoriel ledelse, er dog stadig i høj grad et ubeskrevet blad.
Undersøgelsen her skal derfor bidrage med viden om og forståelse af, hvordan ledelse af overgange - på tværs af sektorer – kan praktiseres med succes. Undersøgelsen beskriver:
- Baggrunden for, at der er kommet øget fokus på tværsektoriel ledelse i sundhedsvæsenet
- De opgaver, det er vigtigt, at ledere løser for at få et succesfuldt tværgående samarbejde
- Litteraturens bud på de dilemmaer, løsninger og krav til lederkompetencer, der følger med et tværgående fokus.
Metode
Litteraturgennemgangen er dels baseret på sneboldsmetoden, da der ikke er en database, der samler alle relevante publikationer, og dels på at søge målrettet i en række databaser. Der er kun medtaget litteratur, som fokuserer på ledelse i sundhedsvæsenet og den offentlige sektor, samt litteratur, der omhandler ledelse på tværs af regional og kommunal sektor.
Udgivelsens forfattere
- Christina Holm-PetersenMartin Sandberg Buch
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA