Multidimensional Family Therapy (MDFT) for unge med stofmisbrug
Udgivelsens forfattere:
- Trine Filges
- Pernille Skovbo Rasmussen
- Ditte Andersen
- Anne-Marie Klint Jørgensen
Socialområdet
Børn, unge og familie
Sundhed
Socialområdet, Børn, unge og familie, Sundhed

Stofmisbrug blandt unge er et alvorligt problem i stort set alle lande, og det har store omkostninger, både for de unge selv og for det samfund, de er en del af. Derfor er det afgørende at finde effektive indsatser, der kan hjælpe de unge ud af misbruget.
Behandlingsformen Multidimensional Family Therapy (MDFT) tager udgangspunkt i den unges relationer til familie og netværk. I terapiforløbet arbejdes der med terapeutiske alliancer med den unge og nøglepersoner i netværket, der kan bidrage til at mindske de risikofaktorer, der fører til misbruget.
I denne forskningsoversigt undersøges det, hvorvidt MDFT er mere effektiv end lignede behandlingsformer til unge mellem 11 og 21 år, der misbruger såkaldte ikke-opioide rusmidler, dvs. fx hash, amfetamin, ecstasy og kokain.
Konklusion/resultater
Forskningsoversigten viser, at MDFT er lidt mere effektiv til at behandle unges stofmisbrug end lignende behandlinger. Dog er forskellen meget lille, og nogle af undersøgelsernes kvalitet giver anledning til metodiske forbehold.
Selvom MDFT viser gode takter, når det gælder behandling af unges stofmisbrug, er der derfor brug for yderligere forskning i behandlingsformen. Det er fx ikke muligt ud fra de foreliggende data at give en karakteristik af de unge, der reagerer positivt på behandlingen, og dermed hvilke grupper af unge der kunne få størst gavn af behandlingen. Det kan heller ikke udelukkes, at nogle unge vil reagere negativt på behandlingen, og derfor er der behov for mere viden om dens virkning.
Metode
Forskningsoversigten bygger på fem undersøgelser, hvoraf fire er fra USA. Undersøgelserne er alle offentliggjort inden oktober 2014. Forskningsoversigten er offentliggjort i 2015.
Campbell-forskningsoversigter er kvantitative effektundersøgelser, der indsamler, kvalitetsvurderer og statistisk sammenstiller alle tilgængelige studier, som beskæftiger sig med én bestemt indsats på velfærdsområdet. Forskningsoversigterne laves ud fra en omhyggeligt tilrettelagt metode, hvor uafhængige forskere løbende kvalitetstjekker forfatternes fremgangsmåde (eksternt peer-review). Dermed giver forskningsoversigterne mulighed for at etablere et samlet videnskabeligt funderet handlingsgrundlag.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
Campbell Review