Når acceleration former arbejdstiden

I de seneste år er den tyske sociolog Hartmut Rosas (1965-) arbejde i tiltagende grad blevet fremhævet som et prægnant bud på en overordnet samfundsdiagnose, og igennem udviklingen af særligt begrebet om acceleration har Rosa været dagsordenssættende for populære diskussioner af det senmoderne menneskes forhold til tid som en knap ressource. På trods af denne samfundsdiagnoses popularitet og forbindelse til det moderne arbejdsliv er Rosas teori imidlertid ikke i nævneværdig grad blevet omsat i mere konkrete undersøgelser af tid i nutidige organisationsstudier. I denne artikel indkredser og diskuterer vi derfor, hvorledes Hartmut Rosas overordnede teoriapparat kan informere konkrete analyser af arbejdsrytmer, tid og indflydelsen fra digitale teknologier i moderne organisationer. Dette overvejende teoretiske bidrag støttes af empiriske eksempler fra to forskellige kvalitative studier af henholdsvis den private medicinalbranche og det offentlige sygehusvæsen, hvor arbejdstiden bliver omformet og accelereret på forskellig vis. Mere specifikt fremhæver vi her, hvorledes Rosas begreber kan hjælpe os med at fokusere på (a) synkronisering af arbejdsopgaver, (b) digitale teknologiers indflydelse på medarbejders tidsbudgetter og (c) forskellige former for både ufrivillig og tilvalgt deceleration.