Teknologisk udvikling skaber nye medicinske behandlingsmuligheder, men sætter samtidig sundhedsbudgetterne under pres. Et centralt spørgsmål for sundhedsmyndighederne er derfor, hvordan man kan sikre udvikling af ny medicin og samtidig opnå kontrol med de forbundne omkostninger.
Som svar på dette spørgsmål har sundhedsmyndigheder i mange lande indført evalueringsmodeller, som skal understøtte prioriteringen af, hvilke nye behandlingsmuligheder man skal tage i brug i sundhedsvæsnet, og hvilke patienter der skal få adgang til dem.
I Danmark nedsatte Danske Regioner i 2017 et medicinråd, som skal evaluere og lave anbefalinger om brugen af sygehusmedicin. Denne artikel beskriver, hvordan man i Medicinrådet har organiseret sig for at hjælpe med at prioritere brugen af sygehusmedicin, og den diskuterer udfordringer og perspektiver i organiseringen af den nuværende danske model.
Resultater
Med etableringen af Medicinrådet er der taget et væsentligt skridt for at sikre mere eksplicit prioritering af, hvordan ny sygehusmedicin skal anvendes, og dermed skabe transparens omkring de trufne valg. Sammenlignet med evalueringsmodeller i andre lande er der i Medicinrådet en høj grad af direkte interessentinddragelse, og evalueringsprocesserne er udformet i tråd med mange af anbefalingerne i den internationale litteratur om prioritering og medicinsk teknologivurdering. Men der er også udfordringer. Den nuværende organisering har blandt andet medført en meget stor arbejdsbyrde for Medicinrådet, så det ikke kan koncentrere sin indsats om de opgaver, hvor den kliniske og økonomiske gevinst vil være størst.
Overordnet peger de danske erfaringer på et behov for at kunne balancere hensynet til legitimitet over for omverden med det interne hensyn til at sikre en operationaliserbar proces. Der er især tre forhold, der kan fremhæves:
Hvis man for det første vil have en model, som bygger på ansøgninger fra producenter af ny teknologi, og som giver ansøgerne specifikke og ambitiøse procesrettigheder, så bør det modsvares af interne kontrolmekanismer, der giver rådet mulighed for bedre at prioritere, hvad de bruger tid og analysekraft på. Det kan fx være ved at stille mindstekrav til ansøgninger, som skal opfyldes, før en ny behandlingsmulighed kan gennemgå en fuld evalueringsproces. Kriterier kan fx vedrøre den forventede kliniske relevans, forventet økonomisk relevans (budgetkonsekvenser) og/eller dokumentationsgrundlaget.
Når man for det andet har en vurderingsproces, der bygger på konsensus blandt en række forskellige interessenter, så kalder det på klare kriterier for at kunne træffe beslutninger samt mulighed for at sammenligne vurderinger på tværs af cases for at sikre konsistens i anvendelsen af beslutningskriterier. På nuværende tidspunkt er det fortsat ganske uklart, hvordan afvejningen af kliniske effekter og behandlingsomkostninger foregår i Medicinrådet.
Hvis der for det tredje ikke kan opnås konsensus om, hvordan effekten af behandlingen bør opgøres og kvantificeres, så skaber det meget vanskelige vilkår for at forhandle priser på ny medicin med udgangspunkt i sundhedsøkonomisk analyse.
Metode
Artiklen bygger på offentligt tilgængelige dokumenter om Medicinrådet, herunder Medicinrådets kommissorium, metodehåndbøger for Medicinrådet og Amgros, dagsordener og referater fra rådsmøder mv.