No one should die alone: "Just holding hands" among vigil volunteers in Denmark

Abstract

I de senere år er ensomhed i stigende grad blevet adresseret som et samfundsmæssigt problem. I denne artikel undersøger vi et udbredt motto blandt danske frivillige vågere: ʼʼIngen skal dø aleneʼʼ. Vi spørger: Hvad er der på spil, når vågerne kærer sig om ensomhed i døden? Og hvordan praktiseres relationalitet ved livets afslutning?

Inspireret af Waldenfels’ responsive fænomenologi undersøger vi vågernes overvejelser og handlinger, som en dynamik af ʼʼhaunting callʼʼ og ʼʼhesitant responseʼʼ. Kaldet udtrykkes gennem hjerteskærende billeder og gennem mere direkte formulerede kritikker af ensomhed i aldrings- og dødsprocesser i en velfærdsstat under forandring. Vågernes respons, ʼʼbare at holde i håndʼʼ, udgør en ʼʼpoeisis of cessationʼʼ — et samvær bestående minutiøse kropslige og sansede handlinger. De frivillige vågere forventer ikke, at deres respons kan afhjælpe kaldet; i stedet forsøger de på mere ydmyg vis at kompensere for de relationelle mangler, de oplever i det nutidige danske samfund.