Nordisk ældrepleje er i disse år præget af stigende forventninger til rehabilitering, selvhjulpenhed og aktiv aldring samtidig med, at kommunerne står over for mangel på arbejdskraft, økonomisk pres og flere ældre borgere. Denne ph.d.-afhandling undersøger, hvordan sådanne politiske ambitioner omsættes i den kommunale ældreplejes hverdag, og hvordan organisatoriske og institutionelle rammer former medarbejdernes muligheder for at yde omsorg.
Afhandlingen bygger på etnografiske observationer, interviews og dokumentanalyser fra danske og norske kommuner. Hverdagsrehabilitering fungerer som et centralt empirisk afsæt, men afhandlingen belyser bredere spørgsmål om organisering, prioritering og fagligt skøn i hjemmeplejen.
Resultaterne viser, at politiske idealer ikke omsættes ensartet i praksis. Hvordan ambitioner om rehabilitering og selvhjulpenhed udmøntes, afhænger af lovgivning, organisering og lokale styringsformer. Samtidig viser afhandlingen, at modsætningen mellem rehabiliterende og kompenserende hjælp ofte er mindre tydelig i praksis end i den politiske debat. Medarbejderne kombinerer løbende forskellige former for hjælp for at understøtte både funktionsevne, trivsel og værdighed hos ældre borgere.
Afhandlingen viser også, at medarbejdere i hjemmeplejen i stigende grad må håndtere spændinger mellem politiske ambitioner, begrænsede ressourcer og borgernes behov gennem fagligt skøn og uformelle prioriteringer. Sociale og relationelle omsorgsbehov risikerer i den sammenhæng at blive mindre synlige end mere målbare opgaver.
Samlet peger afhandlingen på, at kvaliteten i ældreplejen ikke alene afhænger af medarbejdernes kompetencer og engagement, men i høj grad af de organisatoriske og institutionelle betingelser, som sætter rammerne for omsorgsarbejdet i hverdagen.
Afhandlingen bygger på etnografiske observationer, interviews og dokumentanalyser fra danske og norske kommuner. Hverdagsrehabilitering fungerer som et centralt empirisk afsæt, men afhandlingen belyser bredere spørgsmål om organisering, prioritering og fagligt skøn i hjemmeplejen.
Resultaterne viser, at politiske idealer ikke omsættes ensartet i praksis. Hvordan ambitioner om rehabilitering og selvhjulpenhed udmøntes, afhænger af lovgivning, organisering og lokale styringsformer. Samtidig viser afhandlingen, at modsætningen mellem rehabiliterende og kompenserende hjælp ofte er mindre tydelig i praksis end i den politiske debat. Medarbejderne kombinerer løbende forskellige former for hjælp for at understøtte både funktionsevne, trivsel og værdighed hos ældre borgere.
Afhandlingen viser også, at medarbejdere i hjemmeplejen i stigende grad må håndtere spændinger mellem politiske ambitioner, begrænsede ressourcer og borgernes behov gennem fagligt skøn og uformelle prioriteringer. Sociale og relationelle omsorgsbehov risikerer i den sammenhæng at blive mindre synlige end mere målbare opgaver.
Samlet peger afhandlingen på, at kvaliteten i ældreplejen ikke alene afhænger af medarbejdernes kompetencer og engagement, men i høj grad af de organisatoriske og institutionelle betingelser, som sætter rammerne for omsorgsarbejdet i hverdagen.
