Pilotafprøvning af Det mobile laboratorium
Udgivelsens forfattere:
- Martin Sandberg Buch
- Betina Højgaard
- Jakob Kjellberg

Et mobilt laboratorium har siden 2015 kørt ud til syge borgere i Køge som alternativ til, at borgeren bliver indlagt på hospitalet. De praktiserende læger henviser til laboratoriebussen, og inden for to timer har en kommunal akutsygeplejerske og en regional bioanalytiker vurderet, om borgeren har behov for at blive indlagt, eller om man kan nøjes med behandling og opfølgning i hjemmet. I borgerens hjem har sygeplejersken og bioanalytikeren undersøgt borgerens almentilstand, og de har taget og analyseret et bredt udsnit af laboratorieprøver.
Pilotprojektet er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland, Køge Sygehus, de praktiserende læger i Køge og Køge Kommune. VIVE har evalueret indsatsen for Region Sjælland.
VIVEs evaluering har fokuseret på tre områder:
- Projektets organisering og udviklingsarbejdet
- Implementering og oplevede resultater
- Kapacitetsudnyttelsen og omkostninger forbundet med indsatsen.
Konklusioner
Parterne bag det mobile laboratorium har udviklet et tværsektorielt og mobilt laboratorium, der ved afslutningen af projektperioden fungerer som et rutinepræget og driftssikkert tilbud. Det er samtidig interviewpersonernes oplevelse, at laboratoriet udgør et lettilgængeligt, relevant og kompetent tilbud, der både forebygger indlæggelser og bidrager til mere rettidige indlæggelser.
I opstarts- og udviklingsfasen har projektet i høj grad været båret af ildsjæle, som har lagt meget tid og energi i projektet, samtidig med at det fra starten blev prioriteret at forankre ledelsen og økonomien i projektet på tværs af de involverede parter. Disse forhold har medvirket positivt til, at det er lykkedes at udvikle og teste laboratoriet som en teknisk løsning, samt at det har været muligt at introducere laboratoriet som en overbevisende og relevant løsning for almen praksis. Samarbejdet mellem biokemisk afdeling, kommunen og almen praksis er således etableret som forudsat.
Det fremstår dog som en væsentlig udfordring, at man kun udnytter 1/3 af laboratoriets kapacitet. Hvor bussen kan betjene seks patienter om dagen, henviser de praktiserende læger kun to. Derudover er det ønskede samarbejde med hospitalsafdelinger på Køge Sygehus endnu ikke etableret. Dette betyder, at indsatsen på nuværende tidspunkt ikke er økonomisk bæredygtigt.
Endelig mangler der fortsat egentlig dokumentation for, hvorvidt laboratoriet forebygger indlæggelser og bidrager til mere rettidige indlæggelser.
Anbefalinger
VIVEs overordnede vurdering er, at det mobile laboratorium er kommet så langt og indeholder så lovende elementer, at der er basis for at forlænge indsatsen med en fase to. Målet for en videreførelse bør for det første være at fortsætte udvikling og konsolidering af indsatsen, så der kan opnås en bedre udnyttelse af kapaciteten og viden om, hvordan dette sikres. For det andet bør det prioriteres at skabe mere solid viden om effekterne af det mobile laboratorium, hvad angår forebyggelse af indlæggelser, patienternes forbrug af sundhedsydelser og omkostningseffektiviteten sammenlignet med andre løsninger.
Baggrund
Køge Sygehus, Køge Kommune (og siden foråret 2017 også Solrød Kommune) samt de praktiserende læger i kommunerne har i 2015-17 samarbejdet om at udvikle og afprøve et mobilt laboratorium, der foretager klinisk vurdering og laboratorieundersøgelser i borgernes eget hjem. Formålet er i første omgang at afprøve, hvorvidt det er muligt at få løsningen til at fungere som en fast del af det tværsektorielle samarbejde om indlæggelsestruede patienter. På sigt er det målet at undersøge, hvorvidt det mobile laboratorium kan forebygge og forkorte hospitalsindlæggelser.
Evalueringens datagrundlag Evalueringen er baseret på observation af det daglige arbejde i det mobile laboratorium, interview med 23 involverede ledere og fagpersoner på tværs af involverede aktører samt opgørelser over laboratoriets aktiviteter og omkostninger.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Region SjællandUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd