Projekt Beslutningsstøtte ved underretninger :et kort over det kvalitative landskab med vurdering af underretninger

Denne rapport giver et indblik i interviews med i alt 12 socialrådgivere fra fire kommuner fordelt på otte interviews. De interviewede rådgivere har alle til opgave at vurdere de underretninger, som modtages i den pågældende kommune. Alle interviews er foretaget med udgangspunkt i konkrete underretninger fra den pågældende kommune.Målet med interviewene har været at prøve at afdække 1) hvordan vurdering af underretninger foregår, 2) hvilke systemer og oplysninger som er tilgængelige i praksis og endelig et blik på 3) hvori det svære består, når man skal vurdere en underretning. Formålet med denne kvalitative undersøgelse er at forstå den kontekst, hvori den statistiske model, som projekt Beslutningsstøtte har til formål at udvikle, skal bruges. For succesfuld udvikling af et brugbart redskab samt succesfuld implementering er en forståelse af den konkrete kontekst afgørende.Sammenfatning: Ens for alle kommuner er, at kravet om, at underretninger skal vurderes indenfor 24 timer, tages alvorligt. Organiseringen omkring vurdering af underretninger er dog forskellig i de fire kommuner i relation til 1) hvem er første modtager af en underretning (socialrådgiver eller administration), 2) undersøges det om der findes en eksisterende sag (undersøges dette eller ikke), 3) hvor mange sidder med vurderingen (en rådgiver eller min. to), 4) hvor længe har den enkelte rådgiver ansvar for ”vagten” (en dag, en uge, fast job i underretningsteam) og endelig 5) hvem tager sagen (altid den rådgiver der har vagten, beslutning ligger hos teamleder eller)? Der eksisterer variationer af både formel og mere uformel karakter på tværs af enheder i relation til kategorisering. Formelt anvender enhederne forskellige kategoriseringssystemer, som varierer i forhold til antallet af mulige kategorier samt anbefalet responstid. Mere uformelt tages forskellige tommelfingerregler eller strategier i brug, når der opstår tvivl omkring kategoriseringen. Eksempelvis synes der at eksistere et dilemma mellem at forholde sig stringent til indholdet i underretningen over for at søge yderligere informationer på familien, ligesom der synes at eksistere et dilemma mellem på den ene side at sikre den umiddelbare beskyttelse af barnet over for at tilstræbe at få etableret det bedst mulige samarbejde med familien fra start. Flere rådgivere peger dog samstemmende på, at det er hjælpsomt at have flere og velbeskrevne kategorier samt, at det er vigtigt at have adgang til sparring med kolleger eller leder. Ønsker til typer af information. Til trods for forskelligt indhold i underretningerne i interviewsituationen går det igen på tværs af kommunerne, at særligt psykisk sygdom er en dominerende ønskeoplysning for socialrådgiveren. Derudover er det dominerende på tværs i kommunerne, at socialrådgiveren vægter oplysningerne fra politi, skole samt læge. Der synes at være forskellige forståelser af, hvilke systemer der egentlige er tilgængelige for den enkelte socialrådgiver, og hvilken betydning dette har for indhentning af oplysningerne. Der er et dilemma mellem at få tilstrækkelig med oplysninger samtidig med, at tiden nogle gange mangler til at indhente dem. Ikke mindst har omdrejningspunktet særligt været fænomenet om ’tilstrækkelig med oplysninger’, hvilket har været ganske forskelligt i interviewene. I relation til vægtning mellem beskyttelse og risiko er det mest fremtrædende et temporalt aspekt først og fremmest i relation til, er dette akut eller ej? Og dernæst alle gråzonerne, hvis det ikke vurderes akut, hvor det bliver mere udfordrende at vurdere, hvor hurtigt der bør handles i en sag set i forhold til de oplysninger, som er på det givne tidspunkt. Denne vurdering influeres så igen af den enkelte organisation dvs. ’hvordan vi plejer at gøre’ (fx søger vi yderligere oplysninger i sagen) og den pågældende kommunes valgte kategoriseringssystem. Netop her kunne et statistisk redskab potentielt være hjælp i relation til både at afklare, hvor hurtigt der egentlig bør handles, og potentielt også guide til, hvad der bør undersøges nærmere i relation til, hvilke faktorer der giver risiko for markant mistrivsel senere hen. Særligt i genvurderingerne, hvor barnets trivsel vurderes i forhold til indsatser, som allerede er i sagen, kan redskabet få en potentiel markant effekt, fordi det kan være et forsøg på at forudsige, at hvis denne pågældende sammensætning af risiko-faktorer sammenholdt med barnets mistrivsel fortsætter, så vil det med sandsynlighed få en given effekt på barnets fortsatte udvikling.