Rytmer i et bæredygtigt arbejdsliv

Tidspres og tidsnød præger det moderne arbejdsliv. I traditionelt industriarbejde var tid og tempo i grove træk bestemt af maskinernes rytmer, og tidspres opstod med forøgelse af maskinernes hastighed, ved indskrænkning af pauser, og ved tekniske nedbrud og fejl. I det traditionelle industriarbejde er tidspres ikke noget den enkelte har styr over. I dag har mange et mere fleksibelt arbejde med en stor grad af selvledelse. Men det synes ikke at have gjort tidspres og tidsnød til et mindre problem. Tidspres og tidsnød er en alvorlig belastning i det moderne arbejde, og tidspres og tidsnød er en alvorlig begrænsning i muligheder for individuel og organisatorisk læring og udvikling. I et arbejdsliv præget af tidspres er der ikke plads til at reflektere, afprøve nye veje og skabe stabile forandringer - hverken for den enkelte eller i arbejdsfællesskabet.
I dette kapitel vil vi fremhæve, at en af forudsætningerne for organisatorisk læring er, at arbejdet foregår i bæredygtige rytmer. Læring i arbejdslivet må begribes som udviklinger i arbejdsfællesskabet, og det har meget at gøre med den tidslige organisering og reorganisering i arbejdet. At det forholder sig sådan, er vi ikke de første, der gør opmærksom på. Wenger (2002) peger i sin bog om hvad der karakteriserer lærende praksisfællesskaber på at rytmiske relationer mellem de der indgår i et praksisfællesskab er en forudsætning for organisatorisk læring. I det følgende udfolder vi rytmebegrebet teoretisk, og på baggrund af gennemførte casestudier fremhæver vi, hvad der karakteriserer ’bæredygtige rytmer’, som reducerer arbejdsbelastningen og skaber mulighed for læring.