Spring til...

  • Hovedindhold
  • Indholdsfortegnelse
  • Sidefod
  • English en
Rapport 25. MAR 2021
  • Socialområdet
  • Børn, unge og familie
  • Socialområdet, Børn, unge og familie

Samarbejdet omkring børn og unge med funktionsnedsættelser

En opfølgende undersøgelse med fokus på sagsbehandlernes perspektiver

Udgivelsens forfattere:

  • Stine Tankred Luckow
  • Pernille Skovbo Rasmussen
  • Leif Olsen
  • Socialområdet
  • Børn, unge og familie
  • Socialområdet, Børn, unge og familie
Modelfoto: Ricky John Molloy/VIVE
VIVE har undersøgt, hvordan samarbejdsudfordringer på børnehandicapområdet kan håndteres og forebygges.
  • Pernille Skovbo Rasmussen

    Chefanalytiker, ph.d., cand.scient.soc.

    41 39 35 09
    pera@vive.dk

Samarbejdet kan gå i hårdknude, når forskellige fagprofessionelle skal arbejde sammen om børn og unge med funktionsnedsættelser, fordi parterne arbejder ud fra hver sit faglige perspektiv. VIVE har undersøgt, hvordan samarbejdsudfordringer på børnehandicapområdet kan håndteres og forebygges. Løbende dialog og sparring, tværfaglig vidensdeling og forventningsafstemning kan være vigtige afsæt for gensidig forståelse, der gør det muligt at støtte barnet bedre.

Det kan skabe fortvivlelse i familier, når samarbejdet omkring børn og unge med funktionsnedsættelser ikke fungerer. Børnene og de unges udfordringer er ofte komplekse og sammensatte og kræver forskellige fagligheder til at støtte barnet. De fagprofessionelle kan have forskellige perspektiver og vurdere børnenes funktionsniveau og støttebehov forskelligt, og samarbejdet kan gå i hårdknude, hvis parterne arbejder i hver sin retning og mangler tillid til og respekt for hinandens fagdomæner. Det kan skabe barrierer for, at familierne får den bedst mulige rådgivning og støtte.

Styrke samarbejdet på børnehandicapområdet

VISO - Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation har bedt VIVE om at gennemføre to undersøgelser af samarbejdsudfordringer på børnehandicapområdet.

Den første var en forundersøgelse, der beskæftigede sig med 29 udvalgte VISO-rådgivningsforløb på børnehandicapområdet. Den viste samarbejdsudfordringer mellem en række forskellige samarbejdsparter, herunder særligt i relation til barnets sagsbehandler. Denne opfølgende undersøgelse bygger oven på forundersøgelsen og tager afsæt i sagsbehandleres perspektiver og erfaringer med at håndtere og forebygge samarbejdsudfordringer omkring målgruppen af børn og unge med funktionsnedsættelser, handicap og særlige støttebehov.

Undersøgelsen beskriver, hvordan og hvorfor samarbejdsudfordringer opstår set fra sagsbehandleres perspektiv, og opsamler deres erfaringer med, hvordan samarbejdsudfordringer kan håndteres og forebygges. Målet er at understøtte det fremadrettede arbejde med at styrke samarbejdet på børnehandicapområdet.

Udfordringer i komplekse sager

Samarbejdsudfordringerne opstår i sager, der er særligt komplekse i forhold til vurdering af barnets problemer, funktionsniveau og behov for indsatser. Der er ofte tale om sager, hvor børnene over tid har udviklet psykiske vanskeligheder som udviklingsforstyrrelser og/eller psykiatriske diagnoser såsom autisme, ADHD, spiseforstyrrelser og angst. Det er udfordringer, der kræver flere samtidige behandlingsmæssige og sociale indsatser. Samtidig kan udfordringerne være svære at håndtere for familierne.

Når der opstår samarbejdsvanskeligheder, handler det blandt andet om, at parterne mangler viden om hinandens fagområder og inddrager hinanden for sent i beslutninger omkring barnet. Særligt på skoleområdet kan udfordringer fylde en del. Her er der, ud fra sagsbehandlernes vurdering, potentiale for at forbedre samarbejdsrelationerne.

Åbenhed, dialog og inddragelse

En løbende dialog mellem centrale samarbejdsparter og familien omkring barnet kan skabe grobund for gode relationer. Nøgleord er åbenhed, dialog og inddragelse.

Det gode samarbejde med familien bliver skabt, når samarbejdsparterne lytter og støtter familien bedst muligt. Det handler blandt andet om at kunne rumme familiernes sorg og frustrationer.

Samarbejdsudfordringer omkring børn og unge med funktionsnedsættelser kan ofte forebygges gennem gensidig forventningsafstemning, og ved at parterne er nysgerrige og åbne over for hinandens fagligheder. Når de forskellige samarbejdsparter får viden om hinandens fagligheder, kan parterne bedre byde ind i hinandens arbejde.

Det kan også være gunstigt at oparbejde viden om de særlige problemstillinger, som børn og unge med forskellige funktionsnedsættelser har, ved for eksempel at søge psykoedukation gennem psykiatrien eller på anden måde tilegne sig viden om målgruppen.

Hvis samarbejdet er gået i hårdknude, kan et VISO-rådgivningsforløb være et element i forsøget på at skabe fælles forståelse omkring et barns udfordringer og dermed et fælles og bedre afsæt at arbejde videre ud fra.

Metode

Undersøgelsen tager udgangspunkt i individuelle interview og gruppeinterview med 21 sagsbehandlere fra fem forskellige kommuner, geografisk fordelt rundt i landet. Sagsbehandlerne har ved interviewene fortalt om deres erfaringer og vurderinger af eget arbejde omkring børn og unges sagsforløb, hvor barnet eller den unge har en funktionsnedsættelse. De har haft særligt fokus på udfordringer og mulige løsninger i det tværgående og tværsektorielle samarbejde, der er helt afgørende for at skabe grundlag for gode forløb for børn og familier gennem rådgivning og støtte. Som et led i sagsbehandlernes fortællinger har de også fortalt om deres erfaringer med sager, hvor der – grundet sagens kompleksitet – har været et VISO-rådgivningsforløb ind over.

Undersøgelsen bygger videre på en tidligere analyse, som VIVE gennemførte på vegne af Socialstyrelsen i 2019.

Læs mere

Udfordringer i samarbejdet omkring børn og unge med handicap En forundersøgelse baseret på 29 VISO-rådgivningsforløb

Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på børne- og ungeområdet

Samarbejdsudfordringer omkring børn og unge med funktionsnedsættelser

Indhold Blokeret

Dette element kan ikke vises, da du ikke har givet accept til følgende typer af cookies:

  • Statistiske
  • Funktionelle
  • Marketing

Du kan ændre dine indstillinger ved at klikke på knappen herunder.

Pernille Skovbo Rasmussen fortæller om samarbejdet omkring børn og unge med funktionsnedsættelser.

Udgivelsens forfattere

  • Stine Tankred LuckowPernille Skovbo RasmussenLeif Olsen

Om denne udgivelse

  • Finansieret af

    VISO
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev
Tlf: 44 45 55 00
Mail: vive@vive.dk
EAN: 5798000354845
CVR: 23 15 51 17
  • Nyheder og debat
  • Presse
  • Kontakt
  • Ledige stillinger
  • Tilgængelighedserklæring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev