Sverigesmodellen i praksis

Inspireret af den svenske model

Herning har etableret et nyt program for arbejdet med udsatte børn og unge. Fokus er, at barnet har ret til en så ’normal’ opvækst som muligt. Det betyder fx, at barnet så vidt muligt skal anbringes i plejefamilie frem for døgninstitution, at barnet skal være så tæt på sit netværk og sin skole som muligt, og at barnet skal anbringes i netværkspleje, hvis det kan lade sig gøre.

I programmet, der dækker 20 % af kommunens skoleelever, har Herning Kommune ansat dobbelt så mange sagsbehandlere til børne- og ungesager – otte i stedet for fire. For socialrådgiverne betyder det, at de:

• har omkring 24 sager hver, hvilket er halvt så mange sager som tidligere
• får sagen helt fra begyndelsen
• har en tættere dialog med de børn, det handler om
• følger hurtigere og oftere op hos de børn og familier, der har problemer. Målet er opfølgning hver 3. måned, hvor loven siger hver 6. måned

Et andet vigtigt element i programmet er, at det tværfaglige samarbejde med Psykologisk Pædagogisk Rådgivning, også kaldet PPR, og sundhedsplejesker er blevet styrket.

Der er stor interesse for programmet blandt de danske kommuner. Derfor beskriver vi i denne undersøgelse, hvordan Sverigesteamet er organiseret, og hvad, de vurderer, er anderledes i deres måde at arbejde på.

Flere sagsbehandlere, færre sager

Det er en forudsætning for Sverigesteamets arbejde, at der er mere tid til den enkelte sag. Undersøgelsen peger på, at der er sket tre centrale ændringer i praksis:

• Sagerne går direkte fra underretning til sagsbehandler og ikke først gennem en modtagefunktion. Rådgiverne oplever, at de kan arbejde forebyggende i sagerne helt fra begyndelsen, og der kan arbejdes planlagt i hele forløbet.
• Et velfungerende tværfagligt samarbejde giver fælles sager og fælles indsats. Det tætte samarbejde mellem rådgivere, PPR og sundhedsplejersker danner grobund for en tæt faglig sparring og for en meget tidlig indsats i sagerne.
• Der er mere dialog og tættere kontakt med familierne og leverandørerne, og rådgiverne er mere tilgængelige for både familierne, leverandørerne og de andre faggrupper. Det betyder, at rådgiverne kender familierne bedre, og de oplever, at de dermed bliver bedre i stand til at træffe kvalificerede beslutninger om nøjagtig hvilken indsats, familien har brug for. Leverandørerne oplever også, at det styrker deres indsats, at rådgiverne har bedre relationer til de børn, unge og familier, som leverandørerne arbejder med.

Sådan har KORA undersøgt projektet i Herning

Undersøgelen er baseret på dokumentstudier samt fem fokusgruppeinterview med socialrådgivere, sundhedsplejersker og PPR-psykologer samt otte interview med anbragte børn, biologiske forældre, leverandører samt ledere i forvaltningen.