Telemedicinsk behandling af hjertesvigt
Udgivelsens forfattere:
- Stinne Aaløkke Ballegaard
- Eskild Klausen Fredslund
- Marie Glent-Madsen
Socialområdet
Socialområdet
Konklusion:
Evalueringen viser, at både patienter og personale er trygge ved behandlingen, og der skabes en god relation mellem patienter og behandler, selv om de ikke sidder over for hinanden rent fysisk.
Derudover peger personalet på, at det får et langt bedre datagrundlag at behandle ud fra, når patienterne foretager målinger derhjemme flere gange om ugen, end når patienten kun får foretaget målinger på hospitalet med ugers mellemrum.
Samtidig viser evalueringen, at personale, der laver telemedicinske konsultationer, skal øve sig i at udnytte billede og lyd og i at vurdere patientens tilstand via en skærm. Nogle af sygeplejerskerne i projektet har således fundet ud af, at de kan udnytte videoen til for eksempel give patienten en lille gymnastikøvelse, som afslører, om han bliver meget hurtigt forpustet.
En anden vigtig pointe fra evalueringen er, at teknikken skal fungere, og organisationen skal være gearet til at støtte både patienter og personale. I projektet er der arbejdet intensivt med at udvikle et organisatorisk set-up, hvor der kan ydes hurtig support til både personale og patienter.
Grundet et spinkelt datagrundlag har det ikke været muligt at drage konklusioner vedrørende acceleration af det telemedicinske behandlingsforløb.
Anbefalinger:
Demonstrationsprojektet har illustreret, at en række forudsætninger skal være opfyldt, såfremt man ønsker implementering af telemedicinske løsninger i regionalt regi. Bl.a. er teknisk modenhed og integration i en sammenhængende klinisk IT-arbejdsplads vigtig. Det er samtidig væsentligt at afsøge, om løsningen er meningsfuld i den lokale kliniske og organisatoriske kontekst.
Baggrund:
Rapporten evaluerer et demonstrationsprojekt, hvor telemedicinsk behandling af hjerteinsufficiens er implementeret på fire hospitaler i Region Hovedstaden. Formålet har været at undersøge, om det kan lade sig gøre at behandle patienter hurtigere og mere fleksibelt ved hjælp af telemedicin - uden det går udover kvaliteten.
Formålet har desuden været at få viden om, hvad der skal til for at kunne implementere telemedicin i regionen på tværs af flere hospitaler.
Metode:
Evalueringen tager afsæt i den danske model for medicinsk teknologivurdering og belyser følgende perspektiver: Teknologi, patientperspektiv, organisation og økonomi. De kvalitative studier bygger på feltstudier og interviews med medarbejdere og patienter fra de fire deltagende hospitaler bestående af Herlev Hospital, Bornholms Hospital, Hvidovre Hospital og Glostrup Hospital.
De økonomiske beregninger er baseret på en række tidsregistreringer i klinikken, faktiske afholdte omkostninger til den teknologiske løsning og et udtræk af HIT-databasen, hvilket muliggør opgørelser af behandlingsforløbenes længde.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA