Transnationale barrierer for national støtte

Abstract

Denne artikel undersøger måder at yde støtte til etniske minoritetskvinder, der er udsat for vold.

Studiet bygger på interviews med 18 kvinder, der har oplevet vold i nære relationer, og med 32 frontmedarbejdere, der yder støtte til denne gruppe. Med afsæt i Mahler og Pessars model ved navn ”kønnede magtgeografier” undersøger artiklen, hvordan forskelle i forankring mellem henholdsvis kvinder og frontmedarbejdere i praksis kan medvirke til at afskære kvinder fra den hjælp, de har så hårdt brug for.

Frontmedarbejdere er forankrede i nationalstatens offentlige rum, hvor etniske minoritetskvinder ofte er indlejrede i private rum, der indgår i transnationale sociale felter med stærke bånd til oprindelseslande. Familiemagtdynamikker og kønsspecifikke forventninger forankret i det globale syd kan dermed komme til at begrænse kvindernes adgang til støtte. En anden vigtig dimension er, at nogle kvinders sårbare relationer til nationalstaten (for eksempel i forhold til opholdstilladelse) samt grænseoverskridende mobilitet, udøvet som en del af familiekonflikter, begge kan være med til at undergrave kvinders muligheder for at modtage vigtig støtte. Endelig er velfærdsstatens ofte stærkt individualiserede støttetiltag ikke altid tilstrækkelige til at imødekomme kvindernes behov.

En øget bevidsthed om disse kompleksiteter og magtdynamikker, der opererer på forskellige, sammenvævede skalaer, kan potentielt styrke det sociale arbejde målrettet den særligt sårbare gruppe, som voldsudsatte etniske minoritetskvinder udgør.