Spring til...

  • Hovedindhold
  • Indholdsfortegnelse
  • Sidefod
  • English en
Rapport 29. AUG 2017

Udviklingen i Aarhus Kommunes udgiftsbehov

En analyse af udgiftsbehovet på det specialiserede børneområde og specialundervisningsområdet

Udgivelsens forfattere:

  • Jacob Seier Petersen
  • Mikkel Munk Quist Andersen
Download udgivelsen
Download udgivelsen

Aarhus Kommunes forventede udgiftsbehov til både det specialiserede børneområde og specialundervisningsområdet er faldet i perioden 2009 til 2015. Det viser en ny analyse.

Baggrund

Aarhus Kommune har i de seneste år oplevet et fald i indtægterne fra den kommunale udligningsordning. Det skyldes, at borgernes socioøkonomiske baggrund er ændret på en række af de områder, der har betydning, når kommunens udgiftsbehov beregnes via udligningssystemet.

Aarhus Kommune har derfor bedt VIVE om at analysere udviklingen i kommunens socioøkonomisk betingede udgiftsbehov på det specialiserede børneområde samt på området for specialundervisning. Analyserne skal give Aarhus Kommune en viden, der kan bidrage til kommunens budgetlægning på begge velfærdsområder.

VIVEs analyser af udgiftsbehovene på de to områder tager højde for forskelle i børnenes demografiske, socioøkonomiske og sundhedsmæssige karakteristika. I analyserne sammenlignes udviklingen i de forventede udgiftsbehov i Aarhus Kommune med de forventede udgiftsbehov på landsplan. Dermed kan man afgøre, om sammensætningen i børnegruppen i Aarhus Kommune har udviklet sig i en retning, der betyder, at udgiftsbehovet falder eller stiger set i forhold til udviklingen på landsplan.

Konklusion

VIVEs analyser viser, at børnegruppen i Aarhus Kommune på begge de undersøgte områder er blevet relativt bedre stillet i perioden 2009 til 2015 set i forhold til børnegruppen på landsplan.

Analysen af det specialiserede børneområde viser således, at udgiftsbehovet i Aarhus Kommune i 2009 stort set var på niveau med udgiftsbehovet på landsplan, mens det i 2015 lå 3,7 % under behovet på landsplan.

Tilsvarende viser analyserne af specialundervisningsområdet, at Aarhus Kommune relativt set har oplevet et faldende udgiftsbehov i den undersøgt periode. På den måde var udgiftsbehovet i Aarhus Kommune 8,6 % under udgiftsbehovet på landsplan i skoleåret 2009/2010, mens det var knap 12 % under udgiftsbehovet på landsplan i skoleåret 2015/2016.

VIVEs analyser viser desuden, at kommunens visitationspraksis på både det specialiserede børneområde og på specialundervisningsområdet i 2015 var nogenlunde som forventet.

VIVE har på baggrund af analyserne af det forventede udgiftsbehov på de to områder udarbejdet forslag til, hvordan man kan regulere sektorområdernes budgetter. Forslagene indebærer, at Aarhus Kommune – foruden regulering af budgetterne efter den demografiske udvikling – med fordel kan regulere budgetterne efter børnegruppens behov for henholdsvis sociale foranstaltninger og segregeret specialundervisning.

Anbefalinger

Mange kommuner anvender demografimodeller, når de skal lægge budget for de kommende år. I disse modeller regulerer man automatisk budgettet op, hvis indbyggertallet i målgruppen stiger, og ned, hvis det falder. VIVEs analyse viser, at det kan være relevant at tage højde for udviklingen i målgruppens sociale profil, når man vurderer ressourcetildelingen til et område – det er ikke altid nok at se på udviklingen i antallet af borgere alene.

Metode

Analyserne er gennemført på baggrund af populationsdata for børnegruppen i hele landet. Undersøgelsen er bygget op i tre trin:

For det første beregnes baggrundsfaktorernes sammenhæng med børnenes sandsynlighed for at modtage henholdsvis en social foranstaltning og segregeret specialundervisning i 2015. Baggrundsfaktorerne indbefatter bl.a. information om forældrenes sundhed, økonomi og uddannelsesniveau samt forskellige karakteristika ved børnene.

For det andet anvendes disse sammenhænge til at beregne udviklingen i den gennemsnitlige sandsynlighed for, at aarhusianske børn modtager henholdsvis en social foranstaltning og segregeret specialundervisning.

Endelig sammenholdes den beregnede gennemsnitlige sandsynlighed med sandsynligheden på landsplan og med den faktiske andel modtagere af henholdsvis sociale foranstaltninger og segregeret specialundervisning i kommunen. På denne måde får man et indblik i såvel udviklingen i kommunens udgiftsbehov som kommunens visitationspraksis.

Udgivelsens forfattere

  • Jacob Seier PetersenMikkel Munk Quist Andersen

Om denne udgivelse

  • Finansieret af

    Aarhus Kommune
  • Udgiver

    VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev
Tlf: 44 45 55 00
Mail: vive@vive.dk
EAN: 5798000354845
CVR: 23 15 51 17
  • Nyheder og debat
  • Presse
  • Kontakt
  • Ledige stillinger
  • Tilgængelighedserklæring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev