Vaccineindsatser i nordiske lande

Nationale vaccinationsprogrammer er genstand for løbende vurdering og udvikling, både når det gælder programmernes indhold – dvs. hvilke vaccinationer der tilbydes til hvilke målgrupper – og programmernes organisering og finansiering. I sådanne drøftelser er det relevant at søge inspiration fra andre lande, som har lignende sundhedssystemer og befolkninger. VIVE har kortlagt vaccinationsindsatserne i Danmark, Finland, Norge og Sverige med henblik på at kunne sammenholde de nationale vaccinationsprogrammers indhold, inklusionskriterier, beslutningsprocesser, organisering og finansiering.

Kortlægningen er finansieret af Lif, Lægemiddelindustriforeningen.

Relativt ens, men tre forskelle

Langt hen ad vejen ligner vaccinationsindsatsen i Danmark dem, man finder i Sverige, Norge og Finland. På tre områder ses dog variation:

Vaccinationsprogrammernes indhold
Danmark er det af de fire lande, der tilbyder færrest vacciner som del af børnevaccinationsprogrammet. I Danmark vaccineres der ikke mod rotavirus, skoldkopper eller hepatitis B. Disse vacciner indgår derimod i vaccinationsprogrammerne i et eller flere af de øvrige lande. Finland har det mest omfattende børnevaccinationsprogram med 13 vacciner og har de seneste år har indført flere vacciner og hurtigere end de andre lande, som indgår i undersøgelsen. Vaccinationsprogrammer for særlige risikogrupper er relativt ens på tværs af de fire lande, men med mindre forskelle i den måde, målgrupperne defineres på.

Organisering af børnevaccinationsprogrammerne
Organisatorisk ligner Finland, Norge og Sverige hinanden, særligt hvad angår organiseringen af børnevaccinationsprogrammet. Her spiller kommunale sundhedstjenester en større rolle end i Danmark, hvor almen praksis er en central aktør i varetagelsen af børnevaccinationsprogrammet. Det betyder, at forældre i Danmark skal være lidt mere proaktive, når deres børn – særligt skolebørn – skal vaccineres.

Kriterier for indførelse af nye vacciner
På tværs af landene fremstår de formelle kriterier for at implementere nye vacciner i eksisterende vaccinationsprogrammer ensartede med en vægtning af vaccinernes effektivitet, sikkerhed og omkostningseffektivitet. Det ser dog ud til, at vacciners betydning i et samfundsperspektiv fylder mere i de formelle kriterier i Sverige og Finland. Det gælder både hvad angår smittespredning og samfundsøkonomi sammenlignet med Danmark, hvor vacciners beskyttelse mod alvorlig sygdom hos den enkelte fremhæves som et hovedprincip – særligt i relation til vacciner af børn. I praksis ser det dog ud til, at både samfunds- og individperspektivet indgår i vurderingen af nye vacciner, men alligevel falder beslutningen om at indføre udvalgte nye vacciner forskelligt ud på tværs af landene.

Metode

Kortlægningen er baseret på offentligt tilgængelige beskrivelser af vaccinationsprogrammerne, faglige vurderinger af udvalgte vacciner samt offentligt tilgængelig statistik og data fra sundhedsmyndigheder i de fire lande. I gennemgangen heraf har der været specifikt fokus på 1) indholdet i de fire landes vaccinationsprogrammer, 2) processer og kriterier for inklusion af nye vacciner i de nationale programmer, 3) organisering og finasiering af vaccineprogrammerne og 4) tilslutningen til børnevaccinationsprogrammerne i de fire lande.

Kortlægningen og sammenligningen af de fire landes vaccinationsindsatser kan ikke bruges til at vurdere, om nogen lande gør det bedre end andre eller til at fremhæve forhold ved de andre lande, som er værd at efterligne i en dansk kontekst. Undersøgelsen peger på en række forskelle, som kan indgå i den faglige og politiske diskussion, der finder sted i forbindelse med vaccinationsindsatsernes løbende udvikling.