Forskningsprojekt undersøger pædagogiske overlap på botilbud
Undersøgelsens deltagere:
Socialområdet
Socialområdet

Pædagogiske overlap finder sted ofte flere gange dagligt på botilbud og tjener forskelligrettede formål, der er afgørende for, at det pædagogiske arbejde på tilbuddet lykkes. Ikke desto mindre findes der relativt sparsom viden om, hvordan de pædagogiske overlap gøres bedst muligt i forskellige botilbudsrammer, og hvilken systematik i det pædagogiske overlap der bedst understøtter det pædagogiske arbejde med borgernes trivsel.
Pædagogiske overlap kan variere i forhold til form, formål og praksis, alt efter tilbudsform, personale- og beboergruppe, dagshændelser og program for dagen mv. Pædagogisk koordinering ved vagtskifte handler ikke kun om at "aflevere beskeder", men om at sikre en faglig kontinuitet, hvor borgerens behov og den pædagogiske strategi fastholdes. I overgangene mellem pædagogiske skift ligger der en potentiel sårbarhed i den pædagogiske indsats, hvor risikoen for tab af vigtig viden, brud i relationer og faglig fragmentering er til stede.
Forskning og udvikling af praksis
Region Sjælland, Socialområdet, finansierer dette forskningsprojekt, hvis formål er at bidrage med ny viden om, hvilke faktorer, rammer og systematikker i pædagogiske overlap der bedst understøtter borgeres trivsel samt fagpersoners psykologiske tryghed, arbejdstrivsel, kollegiale sammenhold og fælles faglige tilgang i arbejdet. Projektet vil undersøge, hvordan overlap som professionel praksis kan styrke det faglige samarbejde og bidrage til borgernes trivsel.
Forskningsprojektet bidrager også til, at de tre medvirkende botilbud undervejs i forskningsprojektet udvikler deres lokale praksis gennem arbejde med prøvehandlinger og gennem deltagelse i forskningsprojektets aktiviteter. På den måde skabes der i samarbejde med medarbejdere og ledere på tre botilbud viden og praksis omkring overlap. Projektet har som ambition at skabe praksisnær viden, der kan omsættes og forankres i hverdagen på tværs af botilbuddene.
Metoder
Forskningsprojektet vil være baseret på en aktionsforskningstilgang, dvs. en tilgang, hvor grundidéen er, at forskere og praktikere i fællesskab indkredser undersøgelsens formål, proces og indhold. Medarbejdernes erfaringer, behov og refleksioner danner således et centralt fundament for den vidensskabende proces. Konkret vil projektet omfatte en række tværgående workshops med de medvirkende botilbud samt casebesøg og interview.
Projektet forventes afsluttet primo 2027.
Undersøgelsens deltagere
Projektleder
Projektmedarbejdere
Om denne undersøgelse
Finansieret af
Region Sjælland, Socialområdet