Konference

Konference: Børn og unges møde med fagpersoner – hvordan gør vi det bedre?

  • 23. MAJ 2024 kl. 09:00 - 15:50
  • 625 kr. ex. moms
Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv holder for anden gang national konference, denne gang om børn og unges møde med fagpersoner.
Konference: Børn og unges møde med fagpersoner – hvordan gør vi det bedre?

”Børn og unges møde med fagpersoner – hvordan gør vi det bedre?” Med den overskrift holder Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv konference den 23. maj 2024 i Odense. Kom og vær med, når videnscenteret sætter fokus på børnenes liv og mødet med dem.

Hvordan hjælper vi bedst børn og unge i udsatte positioner? Og hvordan kan vi i praksis arbejde med, at børn og unge på tværs af alder og udfordringer står centralt i egne sager, og at deres perspektiver og fortællinger bliver hørt, taget alvorligt og får indflydelse på beslutninger vedrørende deres liv? 
 
De spørgsmål står centralt, når Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv, der drives af Social- og Boligstyrelsen, VIVE og Børns Vilkår, holder en stor, national konference. Her sætter vi fokus på det liv, som børn og unge i udsatte positioner lever, de udfordringer, de kan stå over for, og de faktorer, der kan påvirke deres situation. 
 
På dagen vil du få et samlet indblik i ny viden om børneinddragelse og livet for børn og unge i udsatte positioner, nye perspektiver og konkrete værktøjer til redskabskassen – og selvfølgelig mulighed for at netværke med andre, der også er optaget af feltet.
 
Vi har særligt fokus på danske forhold,  men vender også blikket ud mod verden for at høre om  internationale erfaringer med at sikre reel inddragelse af børn og unge. 
 
Konferencen henvender sig til dig, der som fagperson eller leder arbejder med børn og unge i udsatte positioner. Det kan være inden for myndigheds- og almenområdet, gennem interesseorganisationer og frivilligt arbejde eller andre steder, hvor der er fokus på mødet med børn og unge.

Det kan du opleve på dagen

Som hovedtaler vil Bez Martin, der er chef for inddragelse v. Anna Freud National Centre for Children and Young People i London og leder af netværket ´Leading Lundy´, fortælle om erfaringerne med at implementere Laura Lundys model for børneinddragelse i England. 

Dagens anden hovedtaler er Anne Marie Villumsen, seniorforsker i VIVE, der vil zoome ind på de metoder, der findes til at tilvejebringe børns perspektiver, og ud fra forskningslitteraturen pege på tommelfingerregler og etiske overvejelser i anvendelsen af dem.

Endelig bliver der også mulighed for at høre personlige fortællinger fra dem, det handler om – børnene og de unge. 

Seks sessioner med viden

På dagen får du også mulighed for at dykke ned i nogle af de emner, der optager dig mest, når vi afholder seks aktuelle videnssessioner med forskellige temaer og form. Du kan deltage i to af dem: 

1. Inddragelse af yngre børn
v/ psykolog Malene Angelo fra Børns Vilkår 

Videnssessionen sætter fokus på inddragelse af små børn. Hvad skal der til for, at vi får det mindre barns perspektiv? Med afsæt i konkrete greb og metoder illustreres det, hvordan vi med den viden, vi har om børns udvikling kan søge at forstå barnets perspektiv, så vi kan støtte barnet bedst muligt. Videnssessionen vil være et oplæg kombineret med praksisnære øvelser. 

2. Samvær mellem børn i anbringelse og deres forældre
v. chefanalytiker Pernille Skovbo Rasmussen fra VIVE
 

Denne session fokuserer på, hvad der skaber rammer for ’det gode samvær’ mellem anbragte børn og deres forældre, hvori konflikterne om samvær ligger, og hvilken betydning samvær har for barnets trivsel. Der kan være store forskelle på synene på samværets kvalitet, form og formål alt efter om det er barnet selv, dennes forældre, anbringelsesstedet eller øvrige fagprofessionelle omkring barnet, der tilvejebringer perspektivet på samvær. 

3. Hvordan kan vi støtte børn og unge i udsatte positioner i deres skolegang?
v. seniorforsker Mette Lausten fra VIVE og medarbejdere fra Social- og Boligstyrelsen og Børns Vilkår

På videnssessionen præsenteres bl.a. viden om, hvilke faktorer og indsatser, der kan være med til at øge udsatte børn og unges sandsynlighed for at gennemføre grundskolen. Det gælder både forhold og tilgange, der kan påvirke børns holdning til og indsatser i skolen samt specifikke og afprøvede indsatser, der har til formål at støtte børnene til at gennemføre grundskolen. Videnssessionen tager afsæt i en vidensindsamling udarbejdet af VIVE og suppleres med indlæg fra Social- og Boligstyrelsen og Børns Vilkår.
 
4. Ungestøtte
v. projektchef Katrine Iversen  fra VIVE

Hvilken hjælp peger unge i udsatte positioner selv på, at de har brug for i overgangen til voksenlivet? I udgangspunktet ophører de unges anbringelse eller kontaktpersonordning, når de fylder 18 år. Støtten til de unge kan dog fortsættes via ungestøtte.  Men hvem er de unge i målgruppen for ungestøtte? Hvad ved vi om virkningen af ungestøtte? Og hvad er ifølge de unge selv vigtigt i overgangen til et selvstændigt voksenliv? Dette kan du få mere viden om på denne workshop.
 
5. Konkrete redskaber til inddragelse af børn og unge i egen sag
v/ Louise Daugaard Madsen og Maria Winther Pedersen fra Social- og Boligstyrelsen samt repræsentanter fra Thisted kommune

Hvordan kan Laura Lundys model for børneinddragelse bruges i en dansk myndighedskontekst? Hvordan arbejder vi konkret med inddragelse af børn og unge i myndighedsarbejdet? Hvilke redskaber og tilgange kan vi bruge? Det har ni nordjyske kommuner og Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv sat sig for at give nogle svar på. Vi har sammen etableret et ’laboratorium’, hvor vi har udviklet en dansk udgave af Laura Lundys model samt indsamlet redskaber til inddragelse. Gennem prøvehandlinger er redskaberne justeret og forfinet til brug i en kommunal myndighedskontekst. I denne videnssession vil du bl.a. kunne høre om de kommunale erfaringer med prøvehandlinger til udvikling af brugbare redskaber til inddragelse af børn og unge i myndighedsarbejdet. 
 
6. Formidling af vanskelige emner til børn og unge i udsatte positioner
v/ Turi Kjestine Meyhoff fra Klædt På, Louise Lau Justesen fra Social- og Boligstyrelsen og Signe Bressendorff fra Børns Vilkår
 
Formidling kan være en udfordrende størrelse. Så hvordan gør vi os forståelige for børn og unge, som udover at sidde i en sårbar position, også skal navigere i en verden af gloser og processer, som kan være svære at forstå? Du kan stifte bekendtskab med, hvordan den svære disciplin kan gribes an, så børn og unge i højere grad forstår deres muligheder og rettigheder, når de befinder sig i udsatte positioner. Du kan tage konkrete redskaber til formidling i børnehøjde med dig fra sessionen, hvor også videnscenterets videoserie til børn og unge fra 10-17 år anvendes som case.

Praktisk

Konferencen ”Børn og unges møde med fagpersoner – hvordan gør vi det bedre?” holdes den 23. maj 2024 i Odeon i Odense fra kl. 9-15:50.
 
Deltagelse koster 625 kr. (ekskl. moms)
 
Tilmeldingsfrist: 9. maj 2024

Om videnscenteret

Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv skal bidrage til, at kommuner, regioner og andre aktører på det sociale område får redskaber og lettilgængelig viden, så de bedre kan inddrage og hjælpe udsatte og anbragte børn og unge og deres familier.
 
Videnscenteret er et samarbejde, der trækker på de forskellige kompetencer hos Social- og Boligstyrelsen, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og Børns Vilkår.
 
Et bredt flertal i Folketinget besluttede i 2020 at etablere videnscenteret.