Arbejdsområder
Julie Schou Nicolajsen forsker i unges trivsel, sociale fællesskaber og ensomhed med særligt fokus på gymnasiet som social arena. Hendes ph.d.-projekt undersøger, hvordan gymnasieelevers sociale relationer udvikler sig over tid, og hvordan deres position i fællesskaber hænger sammen med oplevelser af tilhørsforhold, trivsel og ensomhed.
Projektet har et longitudinelt design og bidrager til forståelsen af, hvordan formelle fællesskaber danner grundlag for udviklingen af uformelle sociale relationer, samt hvordan disse processer kan skabe både inklusion og eksklusion. Et centralt fokus er samspillet mellem sociale relationer og trivsel blandt unge.
Derudover har Julie erfaring med analyser af børn og unges egne perspektiver på uddannelse, herunder trivsel, uddannelsesforventninger, barrierer i uddannelsessystemet og overgange mellem skole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelser. Hun har tidligere arbejdet på med større evalueringsprojekter inden for blandt andet følgeforskning i folkeskolereformen, inklusion i folkeskolen og velfærdsaftaler.
Metoder
Julie Schou Nicolajsen anvender primært kvalitative metoder, herunder enkelt- og fokusgruppeinterviews. Hun arbejder desuden med spørgeskemaer, longitudinelle designs, kvalitative forløbsdata og integration af kvalitative og kvantitative data i mixed methods-analyser samt litteraturreviews. I Ph.d.-projektet anvender hun desuden social netværksanalyse.
Baggrund
Julie Schou Nicolajsen er ph.d.-studerende i et samarbejde mellem Aalborg Universitet og VIVE med en kandidatgrad i sociologi fra Københavns Universitet, hvor hun specialiserede sig i velfærd, ulighed og mobilitet med fokus på uddannelse. Hun har været tilknyttet VIVE siden 2016, først som studentermedhjælper, videnskabelig assistent og senere som analytiker/senioranalytiker.