Webinar: Mindre udskiftning blandt børne- og ungerådgivere
- 3. JUN 2025 kl. 14:00 - 15:00
- Gratis deltagelse
Børn, unge og familie
Ledelse og implementering
Socialområdet
Børn, unge og familie, Ledelse og implementering, Socialområdet

I løbet af et år forlader næsten hver fjerde børne- og ungerådgiver sit job. Hver gang et barn skifter rådgiver i sin sag, risikerer det at gå ud over barnet. Den hyppige udskiftning blandt rådgivere gør det sværere at give børnene og de unge et godt forløb, fordi viden og relationer går tabt. Samtidig kan det også blive en ond spiral, hvor afgang presser de kollegaer, som bliver tilbage. VIVE har en ny rapport på trapperne, der identificerer tre forhold, som er afgørende for at undgå, at børne- og ungerådgivere forlader jobbet.
Fundene fra rapporten præsenteres og udfoldes til dette webinar, der afholdes af VIVE i regi af Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv.
På webinaret inddrages også perspektiver fra børnene og de unge, ligesom Viborg Kommune, der har bidraget til rapportens praksisundersøgelse, deltager som case på god praksis på området.
På webinaret kan du opleve:
- Marianne Schøler Kollin, senioranalytiker i VIVE, der præsenterer fund og konklusioner fra rapporten ”Skiftende børne- og ungerådgivere. Hvor stort er problemet, og hvordan kan kommunerne arbejde med det i praksis?”, der udkommer kort før webinaret.
- Line Rugbjerg Ilsøe, afdelingsleder for Familieafdelingen i Viborg Kommune, der fortæller om eksempler fra kommunens praksis, som understøtter de forhold, VIVE har udpeget som afgørende for børne- og ungerådgivernes lyst til at blive i jobbet.
- Børns Vilkår, der fortæller om børnenes og de unges personlige erfaringer med hyppige rådgiverskift, og hvad det betyder for dem.
- Og selv stille spørgsmål til oplægsholderne.