Arbejdsområder
Sofie arbejder med børn og unges kropsopfattelser og -erfaringer. I øjeblikket deltager hun i et større tværfagligt, kvalitativt projekt, hvor hun er med til at interviewe 9. klasseelever om deres oplevelser og strategier i relation til kroppen – på tværs af køn og etnicitet.
Sofie er desuden særligt optaget af, hvilke konsekvenser vejning og samtaler om vægt har for børn og unge, hvor hun i den forbindelse har studeret de rutinemæssige samtaler i skolesundhedsplejen i flere kommuner i Danmark.
Metoder
Metodisk har Sofie erfaring med både kvalitative og kvantitative studier. Den kvalitative del inkluderer etnografiske observationer, enkelt- og gruppeinterviews, herunder livsbiografiske fotointerviews og kollektive interviews med erindringsarbejde, hvorfra hun har erfaring med at interviewe børn og unge. Den kvantitative del inkluderer statistiske analyser på bl.a. registerdata (fx difference-in-difference, fixed effects, random effects) samt udarbejdelse af surveys (i Qualtrics og SurveyXact). Hun beskæftiger sig også med kvalitative og kvantitative metoder i et samlet og større mixed methods design.
Sofie har endvidere erfaring med udarbejdelse af systematiske reviews fra Campbell, hvor hun var tilknyttet det første år af sin VIVE-ansættelse.
Baggrund
Sofie er cand.scient.soc. fra Københavns Universitet 2024. Ved siden af VIVE arbejder hun som ekstern lektor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet, hvor hun vejleder bachelorstuderende. Tidligere har hun været ansat i Familiesektionen i Røde Kors, hvor hun arbejdede på projekter, der støtter voldsudsatte kvinder og deres børn.