Nyhed 18. OKT 2023

Intensiv beskæftigelsesindsats har ingen effekt for indvandrere længst fra arbejdsmarkedet

  • Arbejdsmarked
Modelfoto: Ole Bo Jensen/VIVE
Indsatsen har ikke givet større tilknytning til arbejdsmarkedet, men har til gengæld ført til hyppigere og hurtigere tilkendelse af førtidspension.

For indvandrere fra gruppen med dårligst arbejdsmarkedstilknytning er der slet ingen effekt af intensiv beskæftigelsesindsats, mens der for indvandrere fra andre tredjeverdenslande ses en lille, men kortvarig effekt.

JobFirst er en etårig indsats, der sigter mod at få flere af de mest udsatte ledige i job. Det sker med intensive samtaleforløb, virksomhedspraktik og mentoropfølgning for langtidsledige, aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år. Men en ny effektanalyse fra VIVE og Rockwool Fonden viser, at denne intensive beskæftigelsesindsats har meget begrænset effekt i forhold til at få indvandrere fra tredjeverdenslande i beskæftigelse.

Et flertal af denne gruppe kommer fra MENAPT-lande (lande i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet), som er den gruppe på det danske arbejdsmarked med den laveste arbejdsmarkedstilknytning. For den gruppe viser studiet, at indsatsen ikke har nogen effekt i forhold til at opnå beskæftigelse.

For indvandrere fra øvrige tredjeverdenslande ses, at indsatsen hjælper en lille smule. Her viser undersøgelsen, at blandt dem, der har modtaget indsatsen, opnåede 2-4 procentpoint flere end ellers en eller anden form for lønnet arbejde i større eller mindre omfang. Men denne effekt ses kun i de første tre år efter indsatsens start.

”Det samlede billede er, at den type indsats har begrænset effekt på beskæftigelsen for de indvandrergrupper, der ikke er job-parate. Vi er nede at tale om meget små, ikke-signifikante og kortvarige effekter for et mindretal af den samlede gruppe af indvandrere, der har modtaget indsatsen, mens vi ingen effekt finder for den tungeste gruppe,” siger Iben Bolvig, seniorforsker i VIVE, der sammen med forskningsprofessor Jakob Nielsen Arendt fra Rockwool Fondens forskningsenhed står bag udgivelsen.

Flere på førtidspension

Analysen viser også, at den mest tydelige effekt af JobFirst-indsatsen blandt indvandrere fra tredjeverdenslande har været en hurtigere tilkendelse af førtidspension. Efter et års deltagelse i indsatsen var der sket en markant stigning i tildelingen af førtidspension.

”Det tyder på, at JobFirst-indsatsen først og fremmest har afklaret deltagernes situation og tydeliggjort, at flere havde et begrænset arbejdsmarkedspotentiale og derfor fik tilkendt førtidspension,” forklarer seniorforsker Iben Bolvig.

Job-First indsatsen startede i 2016.

Studiet baseres på registerdata for en målgruppe på 522 personer, hvoraf halvdelen er tilfældigt udtrukne til at modtage JobFirst-indsatsen, mens den anden halvdel indgår i en kontrolgruppe, der har modtaget sædvanlig indsats i de 16 deltagerkommuner.