Borgere i hjemløshed gør brug af mange forskellige velfærdsydelser
- Socialområdet
- Økonomi og styring Socialområdet, Økonomi og styring
Borgere i hjemløshed kæmper ofte med komplekse problemstillinger og har i høj grad brug for støtte, hjælp og behandling i forhold til en række sociale og sundhedsmæssige problematikker. Det kan for eksempel være psykiske lidelser, misbrugsproblemer eller kriminalitet.
Han står bag undersøgelsen ’Brug af velfærdssystemet blandt borgere i hjemløshed’, som VIVE har udarbejdet for Det Nationale Partnerskab mod Hjemløshed. Undersøgelsen viser, at langt de fleste borgere i hjemløshed i kortere eller længere perioder gør brug af § 110-boformer som herberger og forsorgshjem. For denne gruppe er den gennemsnitlige bruttoudgift til indsatser og ydelser på tværs af velfærdssystemets sektorer 460.421 kroner pr. person om året (2022-priser). Hvis den skat, som borgerne betaler, bliver fraregnet, lander beløbet på 413.710 kroner pr. person.
Udgiften til ophold på § 110-boformerne vægter tungest i brugen af velfærdsydelser. Samlet set er den årlige udgift til ophold på boformerne i gennemsnit 146.186 kroner pr. person. Det svarer til cirka en tredjedel af de samlede udgifter til indsatser og ydelser til brugerne af § 110-boformerne. Der er også udgifter til en række øvrige indsatser og ydelser, som for eksempel øvrige servicelovsindsatser, somatisk og psykiatrisk behandling, social stofmisbrugsbehandling samt udgifter til fængselsophold og retssager. Udgifterne til disse indsatser og ydelser i det øvrige velfærdssystem udgør sammenlagt også cirka en tredjedel af de samlede udgifter. Den sidste tredjedel af udgifterne går til de overførselsindkomstydelser, som langt hovedparten af brugerne af boformerne modtager.
Få modtager støtte efter servicelovens § 85
Selvom de fleste borgere i hjemløshed har et omfattende brug af velfærdssamfundets indsatser og ydelser, så er blot cirka hver femte bruger af § 110-boformerne registreret med individuel social støtte efter servicelovens § 85. Det er en støtteindsats, der blandt andet kan bruges, når borgere i hjemløshed flytter fra boformen og ud i egen bolig. Der til kommer, at det også kun er en meget lille andel af de samlede udgifter til indsatser og ydelser, der anvendes til denne indsats.
”Det er bemærkelsesværdigt, at så få af borgerne modtager individuel sociale støtte. For denne støtte indeholder blandt andet de specialiserede støttemetoder, som er et centralt element i Housing First-tilgangen,” forklarer Lars Benjaminsen.
Housing First-tilgangen er baseret på, at borgere i hjemløshed tilbydes en permanent bolig sammen med en intensiv og fleksibel social støtte. Det er veldokumenteret, at tilgangen er effektiv i forhold til at bekæmpe hjemløshed.
”Resultatet peger på, at der er et behov for at anvende de specialiserede støttemetoder i langt højere grad, hvilket er en forudsætning for at skabe bedre sammenhæng og helhed i indsatsen mod hjemløshed,” vurderer Lars Benjaminsen.
I efteråret 2023 trådte en række lovændringer på hjemløshedsområdet i kraft, der har til formål at understøtte omstillingen af indsatsen mod hjemløshed ud fra Housing First-tilgangen. Det sker blandt andet ved at øge de økonomiske incitamenter for kommunerne til at skabe bolig- og støtteløsninger for borgere i hjemløshed gennem en omlægning af de statslige refusionsordninger på området.
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på registerdata fra Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrelsen samt data fra de nationale kortlægninger af hjemløshed.
De registerdata, der dækker brugen af velfærdssystemets indsatser og ydelser, er indhentet fra en række forskellige registre, der dækker brug af indsatser og ydelser på tværs af velfærdssystemets forskellige sektorer: sundhedsområdet, socialområdet, kriminalforsorgen, beskæftigelsesområdet mv.
Undersøgelsen er udarbejdet for Det Nationale Partnerskab mod Hjemløshed, der består af en bred vifte af aktører på hjemløshedsområdet. Partnerskabet er nedsat til at følge omlægningen af indsatsen på hjemløshedsområdet ud fra Housing First-tilgangen.