Fleksibilitet fremmer beskæftigelsen for mennesker med handicap
Arbejdsmarked
Arbejdsmarked

Beskæftigelsen for mennesker med handicap er vokset markant på ti år, og det er især beskæftigelsen blandt mennesker med større handicap, der har drevet udviklingen. Fra 2012 til 2024 steg andelen af beskæftigede i denne gruppe fra 27 procent til 41 procent. Blandt mennesker med mindre handicap steg andelen i samme periode fra 68 til 74 procent. I alt var 61 procent af mennesker med handicap i 2024 i beskæftigelse sammenlignet med 86 procent af mennesker uden handicap.
Gabet i beskæftigelse mellem mennesker med og uden handicap er samlet set skrumpet i perioden fra 2012 til 2024. Ser man alene på mennesker med større handicap, er gabet i beskæftigelse i forhold til mennesker uden handicap skrumpet fra 52 til 45 procentpoint, viser en ny undersøgelse om handicap og beskæftigelse.
At beskæftigelsen er steget for mennesker med større handicap, kan der være flere forklaringer på, siger Vibeke Jakobsen, seniorforsker i VIVE:
”En oplagt forklaring er de gunstige konjunkturer, Danmark har oplevet siden 2012, som har skabt flere arbejdspladser og øget efterspørgslen på arbejdskraft. Men vores undersøgelse viser også, at en stigende andel især med større handicap er ansat på færre ugentlige timer og på særlige vilkår. Det kan for eksempel være fleksjob, der baner en vej ind på arbejdsmarkedet for denne gruppe.”
I 2024 er 40 procent af de beskæftigede med større handicap ansat i fleksjob mod 30 procent i 2012. Samtidig er andelen af beskæftigede med større handicap, der højest arbejder 10 timer om ugen, steget fra 1 procent i 2012 til 10 procent i 2024.
Fleksible arbejdsvilkår kan være en hjælp til at komme i beskæftigelse
I undersøgelsen er nuværende og tidligere beskæftigede med handicap blevet spurgt, hvilke forhold der især hjalp dem i arbejde, og her ligger muligheden for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet i top hos hver tredje. Fleksibiliteten kan for eksempel omfatte kortere arbejdstid, flere pauser i arbejdsdagen og muligheden for at arbejde hjemmefra. Hver tiende adspurgte peger også på accept af øget sygefravær og hjælp fra netværk som noget, der bidrog til at få et job.
Og netop muligheden for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet bliver også fremhævet af over halvdelen af de ikke-beskæftigede med handicap, der ønsker at få et job, som et forhold, der kunne gøre det lettere at lande jobbet. Hver tredje af dem fremhæver ligeledes accept af øget sygefravær.
Derudover vurderer lidt flere end hver fjerde, at det også ville være lettere at få et job, hvis de troede mere på sig selv.
Om undersøgelsen
Rapporten Handicap og beskæftigelse 2024 er den sjette i en række tilsvarende, årlige undersøgelser.
Undersøgelsens primære datagrundlag er Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse (AKU) for 4. kvartal 2024 og et tilknyttet tillægsmodul med spørgsmål om handicap og beskæftigelse. I 2024 er der oplysninger om ca. 10.700 personer i alderen 16-64 år, hvoraf næsten 3.300 har et handicap.