Stor forskel i støttemuligheder til skolebørn på tværs af kommuner

Samlet set er der flere børn end nogensinde før, der segregeres fra almenskolen til særlige skoletilbud.

”Det kommer nok bag på de fleste, fordi vi hører så meget om inklusion. Men udviklingen går den modsatte vej. Og det er en større og større hovedpine for mange kommuner. Både fordi det strider mod skolepolitiske målsætninger om at have en bredt favnende almenskole, men også, fordi det er mange gange dyrere at have børnene i special tilbud,” lyder den aktuelle status på inklusionsudviklingen i Danmark fra Thyge Tegtmejer, der er seniorforsker i VIVE og forsker i inklusion og specialpædagogik i grundskolen.

I nogle kommuner er det kun 2 procent af børnene, der segregeres fra den almindelige folkeskole til i stedet at gå i en specialskole eller -klasse. I andre kommuner gælder det over 13 procent af skolebørnene, selvom de fleste kommuner placerer sig i spændet mellem 2-10 procent.

”Det betyder, at der vil være meget stor forskel på det skoletilbud og de støttemuligheder, som børn møder i forskellige kommuner, der kan ligge klods op ad hinanden,” siger Thyge Tegtmejer.

Den almindelige skole og specialtilbuddene er økonomisk forbundne kar. Det har blandt andet konsekvenser for de børn, der har svært ved at være i folkeskolens almindelige rammer, men som samtidig ikke har så massivt behov for støtte, at de skal i specialskole eller -klasse.

”Den samme krone kan ikke bruges to gange. Så når en kommune har en meget høj segregeringsgrad, kan det medføre, at støttetilbuddet i almenskolen for de tilbageværende elever bliver trængt, til forskel fra hvis kommunen arbejder i retning af at kanalisere flere midler ud til almenskoleområdet. Kommuner med mange segregerede børn har typisk meget vanskeligt ved også at investere i mere fleksible læringsmiljøer på almenområdet – for eksempel med flere tolærer-timer og flere lærere med specialpædagogiske kompetencer,” siger Thyge Tegtmejer og tilføjer:

”Så i de kommuner er det sværere at forhøje kapaciteten til at tilpasse sig til elevernes støttebehov tidligt og forebyggende, og uden at det skal eskalere derop på skalaen, hvor eleverne skal flyt- tes til andre tilbud.”

Kan sejre sig ihjel

Nogle kommuner har valgt at lægge økonomien ud til skolerne selv, så de har mulighed for at investere i læringsmiljøer og specialpædagogiske tilbud, der kan rumme en større andel af børnene. Men det kan rejse en yderligere problemstilling:

”Når én skole er god til at gribe den dagsorden og lykkes med at skabe en rummelig og fleksibelt indrettet almenskole, så rygtes det hurtigt. Så går der typisk ikke længe, før de begynder at suge elever med særlige støttebehov til sig fra de andre skoler – også på tværs af kommunegrænser. På den måde risikerer de at blive mere populære, end de kan magte, og end deres støtteorganisering kan holde til. Som en af skolelederne sagde på et tidspunkt, så risikerer de skoler, der gør det bedst på det her område, at sejre sig ihjel,” fortæller Thyge Tegtmejer.

Han understreger, at en del af forskellen mellem kommunernes andel af børn i specialtilbud naturligvis kan tilskrives børnene, deres støttebehov og baggrund. Men næppe det hele.

”Når forskellene er så markante, så handler det også om, at kommunerne har meget forskellige tilgange til organiseringen af hele det specialpædagogiske område, og at det har en stor indvirkning på, hvor mange af børnene der segreres fra almenskolen til specialtilbud,” forklarer han.

Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 4, 2025. Temaet er Ulighed.