Stor variation mellem kommuner i beslutninger om anbringelse af børn og unge

Det er ikke ny viden, at nogle kommuner hyppigere end andre anbringer børn og unge uden for hjemmet. Det kan der være gode forklaringer på, når man ser på forskelligheden i kommunernes borgersammensætning i forhold til socioøkonomisk baggrund, andelen af udsatte borgere og familier, etnicitet og mange andre målbare parametre såsom kommunernes økonomi og prioriteringer.

Men et nyt forskningsprojekt finder, at selv når man statistisk går ind og fjerner alle de målbare forskelle blandt borgerne på tværs af kommuner, er der stadig forskel på, hvor ofte kommunen beslutter, at børn og unge skal anbringes uden for hjemmet.

Et væsentligt fund – og et stort problem, lyder det fra en af forskerne bag.

”Det betyder, at der på tværs af kommunerne er variation i, hvorvidt et barn eller en ung med samme baggrund og historik bliver anbragt. Så bor man i kommune X, vil man blive anbragt, men boede det samme barn i kommune Y, ville det ikke blive anbragt. Den variation kan være problematisk, når vi ved, hvor stor betydning beslutninger om anbringelse har for barnets trivsel og langsigtede livsudsigter,” siger seniorforsker Anne Marie Villumsen, der er er en af forskerne bag studiet.

Ny metode gør det muligt at sammenligne beslutninger

Forskerne har brugt en ny tilgang, hvor de kombinerer fremadskuende risikomodeller med statistiske analyser. Det gør det muligt at isolere forskelle i selve beslutningsprocessen fra de forskelle, der skyldes børnenes, de unges og familiernes baggrund.

På den måde kan forskerne se, hvilke forskelle der handler om kommunernes måde at træffe beslutninger på – og ikke om, at børn i nogle kommuner generelt har større behov for støtte end i andre. Undersøgelsen peger på, at forskellene kan hænge sammen med lokale organisatoriske forhold. Det kan for eksempel handle om interne retningslinjer, ressourcegrundlag, arbejdspres, organisationskultur og faglig støtte, der påvirker udfaldet af underretninger og anbringelsesbeslutninger.

”Problemet er, at hvis et barns eller en ungs situation kalder på en anbringelse, så kan det ikke nytte noget, at det bliver bopælsafhængigt, om man får den hjælp, man har brug for. Det handler om rettigheder for børn og unge, men også om børnebeskyttelse. Og det er en svær og kompleks beslutning, det er der ingen tvivl om,” siger Anne Marie Villumsen.

Studiet baseres på 94 kommuners beslutninger om anbringelse uden for hjemmet som følge af underretninger omhandlende 27.341 børn i 2016 og 2017.

Artiklen ”Variation in decision-making on out-of-home placements in child and family welfare services: A new approach” er lavet i et samarbejde mellem forskere fra VIVE og ph.d.-studerende Nikolaj Noer Poulsen og professor Michael Rosholm fra Trygfondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet.

Arbejdet er finansieret af Trygfonden.