Professor drager fejlslutninger, som bidrager til misforståelser

Professor Ole Henrik Hansen skrev tirsdag 24. oktober en kronik om normeringer i daginstitutioner, hvor han sår tvivl om, hvorvidt bedre normeringer rent faktisk gavner børnene.

I kronikken henviser han til vores forskningsoversigt og meta-analyse om effekter af ændret normering og gruppestørrelse i dagtilbud. Vi er glade for at vores forskning bliver læst og anvendt, men vi er samtidig ærgerlige over, at Ole Henrik Hansen drager fejlslutninger, som bidrager til misforståelser.

For det første betyder manglen på undersøgelser ikke, at en effekt af ændrede normeringer ikke eksisterer. Med andre ord er en mangel på evidens ikke ensbetydende med et fravær af effekt. Ole Henrik Hansen skriver korrekt, at der mangler viden om effekten at ændrede normeringer, men han ender alligevel med at konkludere, at flere voksne i sig selv ikke øger kvaliteten for det enkelte barn. Sådan en konklusion kan man ikke drage på baggrund af eksisterende forskning.

For det andet er det korrekt, at vores hovedfund består i, at der findes overraskende få egentlige effektundersøgelser – hvilket er studier, som anvender en kontrolgruppe. Vi finder det dog vigtigt at påpege, at resultaterne peger i retning af en positiv effekt af bedre normering på proceskvalitet i dagtilbud. Det handler blandt andet om, at barnet mødes af mere omsorgsfulde voksne, som kan tilbyde den nødvendige støtte og opmærksomhed, og at højere normeringer giver mere positivt samspil børnene imellem. Der er altså tale om helt centrale forudsætninger for det lille barns trivsel og udvikling, som vi finder fagligt meningsfulde at have med i en diskussion af normeringer i dagtilbud.

For det tredje vil vi gerne nuancere Ole Henrik Hansens pointe om, at de vedtagne minimumsnormeringer er opstået på et diffust videnskabeligt grundlag. Selvom der ikke på nuværende tidspunkt findes et tilstrækkeligt forskningsgrundlag til at kunne estimere den eksakte effekt af forbedrede normeringer, ændrer det ikke på, at en stor og mangfoldig forskningslitteratur, for eksempel inden for den kvalitative forskningstradition, peger på, at forbedrede normeringer vil komme både børn og personale i vores dagtilbud til gavn. Ligeledes mener vi, at det er værd at lytte til den store mængde fortællinger fra personale og forældre i dagtilbud, som peger i samme retning.

Med andre ord kan vi måske ikke på nuværende tidspunkt sige præcis, hvilken effekt det giver at forbedre normering med en eller to voksne pr. barn, men vi kan have en god fornemmelse for, hvilken vej pilen peger.

Læs kommentaren i Berlingske (bag betalingsmur).