VIVEs privatlivspolitik i forskning og undersøgelser

VIVE har ofte adgang til personoplysninger i forbindelse med undersøgelser. Vi beskytter disse oplysninger og behandler dem fortroligt.

Der gælder særlige vilkår for behandlingen af personoplysninger i statistiske og videnskabelige undersøgelser, dvs. undersøgelser hvori der indgår statistiske bearbejdninger af oplysninger samt undersøgelser der indgår i en forskningsmæssig sammenhæng. Disse særlige vilkår fremgår af punkterne nedenfor.

Om denne privatlivspolitik

Denne privatlivspolitik giver dig indsigt i, hvordan VIVE behandler dine personoplysninger til statistiske og videnskabelige formål enten som dataansvarlig eller databehandler. Når VIVE er dataansvarlig, er VIVE ansvarlig for behandlingen af dine personoplysninger. I de tilfælde hvor VIVE behandler dine personoplysninger efter instruks fra en samarbejdspartner, er VIVE databehandler og samarbejdspartneren dataansvarlig. I forhold til en konkret indsamling af dine personoplysninger til en undersøgelse, vil VIVE altid informere dig om, hvorvidt VIVE er dataansvarlig eller databehandler, og hvad det har af betydning for dine kontaktmuligheder hvis du har spørgsmål til undersøgelsen.

Fortrolig indsamling og behandling af dine personoplysninger

VIVE behandler altid dine personoplysninger fortroligt. Uanset hvordan dine personoplysninger er indsamlet, vil de altid kun blive benyttet til videnskabelige eller statistiske analyser og undersøgelser – aldrig til individuel sagsbehandling eller lignende. Resultaterne af VIVEs undersøgelser offentliggøres på en måde, så det ikke er muligt at identificere dig som enkeltperson.

Hjemmel til behandling af personoplysninger i forskning og undersøgelser

VIVE er etableret ved lov om Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, hvoraf det bl.a. fremgår, at VIVE er en uafhængig statslig institution, som har til formål at udarbejde og formidle anvendelsesorienteret forskning og analyse i relation til velfærdssamfundets udvikling.

I VIVEs forskning og undersøgelser behandles ”almindelige” personoplysninger med hjemmel i artikel 6, stk. 1, litra e, i databeskyttelsesforordningen (GDPR), mens hjemlen til behandling af de ”følsomme” personoplysninger og CPR-numre findes i henholdsvis §§ 10 og 11 i databeskyttelsesloven.

Hvor indsamler VIVE personoplysninger fra?

VIVE indsamler personoplysninger fra borgere, offentlige myndigheder samt fra registre med personoplysninger i Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrelsen.

Opbevaring af dine personoplysninger

VIVE må opbevare dine personoplysninger, så længe de anvendes i forbindelse med en videnskabelig eller statistisk undersøgelse. Hvis VIVE er databehandler, skal personoplysningerne enten slettes eller leveres tilbage til den dataansvarlige efter undersøgelsens ophør. Hvis VIVE er dataansvarlig, skal personoplysningerne, når de ikke længere er nødvendige, enten slettes eller arkiveres i Rigsarkivet til evt. fremtidigt forskningsbrug.

Samkøring af registre med personoplysninger

VIVE samkører udelukkende registre til videnskabelige eller statistiske undersøgelser. Alle undersøgelser, der involverer samkørsel af registre, godkendes af Danmarks Statistik og/eller Sundhedsdatastyrelsen, da sammenkøringen vil ske på deres forskningsordninger.

Videregivelse af personoplysninger til andre videnskabelige eller statistiske forskningsprojekter

Som dataansvarlig kan VIVE videregive personoplysninger indsamlet af VIVE til andre videnskabelige eller statistiske undersøgelser.

Videregivelse af personoplysninger til andre offentlige myndigheder

VIVE må kun videregive personoplysninger til andre offentlige myndigheder, hvis myndigheden ønsker at benytte personoplysningerne til undersøgelser med et klart defineret videnskabeligt eller statistisk formål. Myndigheden må ikke efterfølgende opbevare personoplysningerne til andre formål.

Videregivelse af personoplysninger til VIVE

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra b, 2. led, at viderebehandling af personoplysninger til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistiske formål ikke er uforenelig med de oprindelige formål. Medmindre det specifikt er oplyst de registrerede, at data ikke videregives, kan andre dataansvarlige, herunder offentlige myndigheder, således lovligt videregive data med personoplysninger til VIVE, selvom oplysningerne er indsamlet til andre formål end videnskab og statistik, fx administrative formål.

Du kan læse mere om behandling af personoplysninger i forbindelse med videnskabelige undersøgelser på Datatilsynets hjemmeside.

Samtykke og dine rettigheder som registreret

Som oftest kræver deltagelse i VIVEs undersøgelser ikke dit skriftlige samtykke. Dette vil fremgå af informationsbrevet til den konkrete undersøgelse. Til undersøgelser med statistisk og videnskabeligt formål, kan du ikke efterfølgende få indsigt i behandlingen af dine personoplysninger eller få dine personoplysninger udleveret eller slettet. Din indsigelsesret mod videre behandling er endvidere begrænset. Dette ændrer ikke på, at dine personoplysninger altid behandles fortroligt og kun benyttes til videnskabelige eller statistiske formål.

Revidering af privatlivspolitikken

VIVE forbeholder sig retten til at foretage ændringer i privatlivspolitikken. Ved ændringer vil datoen i privatlivspolitikken blive opdateret. Denne version er gældende fra 4. november 2021.

Kontakt

VIVEs GDPR-team: gdpr@vive.dk
Databeskyttelsesrådgiver: dpo@vive.dk , tlf. 3917 3995.