Graviditetsinterview

  • Hvad: Semistruktureret interview med (kommende) forældre
  • Hvornår: Tidligt i familiens forløb i indsatsen
  • Hvem (udfører): Foretages af en fagprofessionel tæt på familien, som har deltaget i kursus i graviditetsinterview v. Anne Corlin
  • Hvem (familierne): Alle familier i indsatsen

Tidligt i forløbet er det jeres opgave at gennemføre et graviditetsinterview med familierne. Dette skal ske for samtlige familier, som visiteres til indsatsen. Interviewet gennemføres ideelt set både med mor og far/partner, såfremt begge er familieanbragt, men hver for sig.

Graviditetsinterviewet foretages af en fagprofessionel tættest på familien, som har deltaget i kursus i graviditetsinterview ved psykolog Anne Blom Corlin (Refleksivt Forum) d. 7. maj 2024.

Interviewene skal optages på lyd på den udleverede diktafon og overføres til VIVE via Filkassen. Send en mail til sifa@vive.dk, når lydfilen er uploadet til Filkassen. Slet ikke lydfilen, før du har modtaget bekræftelse på, at filen er modtaget. 

Materiale til gennemførsel af interview samt guide til Filkassen findes nederst på siden.

Materialet til graviditetsinterviewet er kun til personligt brug og må kun anvendes efter aftale med Arietta Slade eller Refleksivt Forum. Materialet må ikke distribueres videre.

Hvornår gennemføres graviditetsinterviewet?

Interviewet gennemføres tidligt i forløbet, men efter at der er dannet en relation til familien. Familien behøver ikke være flyttet på døgnophold, når graviditetsinterviewet gennemføres. Interviewet kan gennemføres, så snart I har startet et forløb op med familien, også selvom de endnu ikke er familieanbragt.

Alt efter om mor er gravid eller har født, gennemføres to forskellige udgaver af graviditetsinterviewet:

  • For familier, hvor mor er gravid, gennemføres det klassiske graviditetsinterview.
  • For familier, hvor barnet født, gennemføres en revideret udgave af graviditetsinterviewet.

Interviewguides til de to typer interview findes nederst på siden.

Om graviditetsinterviewet

Graviditetsinterviewet er et åbent klinisk interview med 17-28 overordnede spørgsmål (alt efter om det udføres under eller efter graviditeten). Interviewet giver indsigt i den gravides (eller fars/partners) følelsesmæssige oplevelse af graviditeten, følelser om den kommende forældrerolle samt karakteren af den relation, der udvikles mellem forælderen og barnet. Den gravide/forælderen bliver bedt om at tænke på sin partners og families reaktion på graviditeten samt til at beskrive, hvad hun/han tænker om barnet, og hvordan hun/han forestiller sig, at hendes/hans relation til barnet bliver både under graviditeten og efter fødslen.

Interviewet er et vigtigt redskab i det kliniske arbejde med familien i forhold til at forstå, hvad graviditeten har betydet, og om forældrene er følelsesmæssigt parat til den nye relation. Spørgsmålene handler fx om, hvad der foregik i mors liv, da hun blev gravid, hvordan graviditeten har ændret vigtige relationer og hendes planlagte livsforløb, om graviditeten opleves som positiv eller mere er forbundet med angst og frygt, og om hun kan forestille sig at tage sig af barnets følelsesmæssige behov. Lignende spørgsmål stilles til far/partner.

Graviditetsinterviewet er udviklet af Arietta Slade (2011).

Anvendelse af graviditetsinterviewet for de fagprofessionelle

Samtidig med at interviewene indgår som en del af dataindsamlingen til evalueringen, kan det fungere som redskab i jeres arbejde med familierne.

Anvendelsen af graviditetsinterviewet kan hjælpe jer som fagprofessionelle med at forstå de kommende forældres forestillinger om graviditeten, forventninger til det kommende barn og til dem selv som forældre i forhold til barnet. Igennem denne forståelse kan anvendelsen af interviewet fremme etableringen af et samarbejde med de vordende forældre.

Desuden kan interviewet give et indledende billede af forældrenes mentaliseringsressourcer og -sårbarheder samt fremme en fælles forståelse af udfordringerne i det kommende forældreskab og målsætningerne med indsatsen.

Materialer

Adgang til materialet er forbeholdt fagprofessionelle, som har deltaget i kurset v. Anne Corlin, og kræver derfor adgangskode. Adgangskoden udleveres pr mail og kan gensendes ved henvendelse til Sidsel Frida Andersen (sifa@vive.dk).

Kilde: Slade, A. (2011). The Pregnancy Interview - Revised (Unpublished manuscript). New York: The City University of New York.