Inklusion, specialpædagogik og mellemformer

På denne side har vi samlet centrale udgivelser fra VIVE om inklusion samt information om VIVEs igangværende undersøgelser på området.

Modelfoto: Ricky John Molloy/VIVE

Dette tema samler VIVEs centrale udgivelser om inklusion, og du kan finde information om vores igangværende undersøgelser på området. Hertil kan du finde VIVEs undersøgelser af mellemformer mellem almenundervisning og specialundervisning, og du kan få et overblik over vores kommuneanalyser af organisering og praksis på området.

Inklusion er en central skolepolitisk målsætning om, at læringsmiljøet i skolen skal tilpasses, så børns forskellige undervisningsmæssige og sociale behov kan tilgodeses inden for rammerne af almenskolen. Derfor er det også beskrevet i folkeskolens lovgrundlag, at børn, hvis udvikling og læring kræver en særlig hensyntagen eller støtte, skal modtage denne som en del af deres skolegang, samt at støtten fortrinsvis bør organiseres i regi af elevens almindelige klasse.

Udfordringer i inklusionen

Der er imidlertid en række særlige undervisningsmæssige behov, som almenskolesystemet har vanskeligt ved at imødekomme, og hvor eleverne i stedet visiteres til specialundervisning uden for almenskolens rammer. 

Øget behov for særlig støtte

I Danmark bliver stadig flere elever visiteret fra almenskoler til specialskoler og specialklasser. Antallet af børn, som udredes ved børne- og ungdomspsykiatrien og modtager en diagnose, er også stigende.

Mellemformer som en del af løsningen

Udviklingen har ledt til, at en lang række kommuner aktuelt bestræber sig på at opbygge kapacitet og kompetencer inden for almenskolen til at arbejde med en mere sammensat elevgruppe, samt at kommuner og skoler arbejder på at organisere sig, så man bedre kan tilgodese elevers støttebehov inden for rammerne af skolen. Det sker blandt andet i de såkaldte mellemformer.

VIVE gennemfører og bidrager løbende til undersøgelser, forskning og evaluering på området, og vi har samlet information om en række centrale undersøgelser på denne side

Inkluderende læringsmiljøer

Evaluering af inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand

Inklusion er en central skolepolitisk målsætning. Der er igennem en årrække foretaget en række lovgivningsmæssige, kommunale og lokale initiativer for at fremme og udvikle arbejdet med inkluderende læringsmiljøer i kommuner og skoler. I 2016 blev der gennemført et Inklusionseftersyn, der blandt andet belyste arbejdet med omstillingen til inklusion og udmundede i en række anbefalinger. Regeringen og KL blev med ”Aftale om kommunernes økonomi for 2020” enige om at igangsætte en evaluering af inklusion og inkluderende læringsmiljøer. Formålet er at følge op på udviklingen siden Inklusionseftersynet i 2016.

Samlet set behandler undersøgelsen en bred vifte af temaer og undersøgelsesspørgsmål. Undersøgelsen er afrapporteret i fem delrapporter:

Inspiration til at udvikle deltagelsesmuligheder for flere i skolen

VIVE har i samarbejde med professionshøjskolerne UCN, Absalon og VIA udarbejdet fem inspirationshæfter, der kan understøtte skolernes og kommunernes igangværende arbejde med at skabe inkluderende læringsmiljøer med bedre deltagelsesmuligheder for flere elever i skolen.

De fem inspirationshæfter har forskelligt fokus:

  1. Organisering af skole- og specialundervisningsområdet: Dette hæfte henvender sig særligt til forvaltninger og skoleledelser og belyser en række organisatoriske kerneproblemstillinger, som skoler og kommunale skoleforvaltninger kan overveje.
  2. Klasseledelse og stilladsering: Lærernes og pædagogernes arbejde med klasseledelse kan understøtte et skole- og undervisningsmiljø, hvor eleverne kan deltage og udvikle sig både fagligt, socialt og personligt. Hæftet omhandler blandt andet fleksible læringsmiljøer, stilladsering og feedback.
  3. Social deltagelse i skolens fællesskaber: Deltagelse i skolens fællesskaber med de andre elever er væsentlig for alle. Hæfte 3 udfolder til inspiration en vifte af handleveje til det pædagogiske arbejde med at skabe og understøtte social deltagelse i skolen.
  4. Klassekultur, konflikter og tryghed i skolen: Dette inspirationshæfte handler om at understøtte tryghed i skolen gennem det pædagogiske arbejde med klassekultur og konflikthåndtering.
  5. Motivation, koncentration og faglig deltagelse: Det femte inspirationshæfte præsenterer en række spørgsmål til refleksion og en vifte af handleveje til at understøtte, at alle elever får mulighed for at deltage motiveret og koncentreret i skolens faglige fællesskaber.

Alle hæfter kan frit printes og distribueres.

Inspirationshæfterne er rekvireret og finansieret af VIBUS, Vidensenhed for børn og unge med særlige behov, ved Børne- og Undervisningsministeriet.

Mellemformer

Undersøgelser af mellemformer mellem almenundervisning og specialundervisning

Aktuelt pågår der i mange kommuner et udviklingsarbejde med at etablere mellemformer som kombinerer almenundervisning og specialundervisning.

VIVE har kortlagt kommunernes praksis på området. Ligeledes har VIVE gennemført en kortlægning af forskningslitteraturen på området samt gennemført casestudier af skolers arbejde med mellemformer.

VIVE har i samarbejde med STUK og BUVMs læringskonsulenter gennemført en pilotafprøvning og tentativ evaluering af mellemformer i samarbejde med 20 skoler.