Effekten af løntilskud på kommunale arbejdspladser
Udgivelsens forfattere:
- Jacob Nielsen Arendt
- Astrid Kiil
- Gabriel Pons Rotger
Arbejdsmarked
Ledelse og implementering
Dagtilbud, skole og uddannelse
Arbejdsmarked, Ledelse og implementering, Dagtilbud, skole og uddannelse
Løntilskud har ofte været beskyldt for at erstatte ordinære job. Men en ny undersøgelse fra KORA viser nu, at løntilskud ikke har disse utilsigtede effekter. Analysen er den første af sin art i Danmark, der ikke blot er baseret på udsagn fra arbejdsgiverne, men på et omfattende statistisk materiale.
En lang række studier har dokumenteret, at virksomhedsrettet aktivering i det offentlige ikke nødvendigvis hjælper den enkelte ledige i beskæftigelse, og endda at det sommetider kan forlænge tiden i ledighed. Men sådanne individanalyser belyser ikke de samlede effekter af aktivering, og det er i langt mindre grad belyst, hvilke andre effekter virksomhedsrettet aktivering kan have på arbejdsmarkedet. Denne rapport, der er udarbejdet for Arbejdsmarkedsstyrelsen, tilvejebringer nu et skøn over, om løntilskud erstatter ordinære job på kommunale arbejdspladser.
Resultaterne viser, at brugen af løntilskud gennemsnitligt set ikke ændrer på antallet af ordinært ansatte i 13 måneder efter brugen af løntilskud. Tilsvarende sker ingen ændring i arbejdspladsernes lønsum for ordinært ansatte. Derimod ses en stigning i afgangen af ordinært ansatte 7-13 måneder efter ansættelse af én ledig med løntilskud. Det opvejes af en positiv men ikke signifikant effekt på tilgangen af ordinært ansatte, således at nettoeffekten på det samlede antal ordinært ansatte ikke er forskellig fra nul.
Endelig viser analyserne, at brug af løntilskud øger fremtidig brug af løntilskud enten i form af forlængelser, eller at nye løntilskud erstatter tidligere løntilskud. Der er foretaget en række følsomhedsanalyser, og resultaterne er meget robuste. Dermed tyder resultaterne på, at løntilskud øger omsætningen af medarbejdere, uden at det går ud over det samlede antal ordinære stillinger. Den gentagne brug af løntilskud kan dække over et udækket behov for arbejdskraft, men kan samtidig være udtryk for et pres på kommunale arbejdspladser for anvendelse af ordningen.
Betydningen af brugen af løntilskud belyses på arbejdspladsniveau ved at anvende et omfattende datamateriale over kommunale arbejdspladser på månedsbasis i perioden 2009-2012. For alle måneder i marts 2010 til februar 2011 sammenlignes arbejdspladser, der ansætter ledige i løntilskud, med arbejdspladser, der ikke ansætter ledige i løntilskud i samme måned.
Der ses på ændringer i antallet samt tilgang og afgang af ordinært ansatte på arbejdspladsniveau på månedsbasis i op til 13 måneder efter ansættelse af en ledig med løntilskud. Analyserne dækker 87 kommuner for arbejdspladser med 5-40 ansatte og i alle brancher ud over kommunal administration og generelle offentlige tjenester.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA