Skip til indhold
Få vores nyhedsbrev
Da En
  • Udgivelser
  • Medarbejdere
  • Undersøgelser i gang
  • Temaer
  • Om VIVE
  • Nyheder
  • Arrangementer
  • Projektforløb
  • Centre og netværk
  • Kontakt
  • Presse
  • Vi tilbyder
Da / En
Tilmeld nyhedsbrev
Del
Rapport, ­14. januar 2021

Fra dokumentation til relation i børnesager

Slutevaluering af frikommuneforsøg på børneområdet i Gladsaxe, Guldborgsund og Ikast-Brande Kommuner

Tre kommuner har som forsøg været undtaget fra en række paragraffer i serviceloven. Det har gjort det muligt at omlægge socialrådgivernes arbejde, så de bruger meget mindre tid på dokumentation og meget mere tid med udsatte familier. Resultatet er, at rådgiverne kommer hurtigere ind i sagerne, at indsatser bliver sat hurtigere i værk, og at børn og forældre er mere inddraget i deres sag. Evalueringen af forsøget viser også, at der er forsigtige tegn på, at børnene profiterer af disse ændringer.

Anne-Dorthe Hestbæk , Martin Williams Strandby & Hanne Louise Søgaard Jensen
Afbureaukratisering, Borger- og brugerinddragelse, Børn og unge, Familie, Implementering, Kommune, Socialfaglige metoder, Socialområdet, Styring
Hent evalueringen af de tre børnefrikommuner
Undtagelsen fra serviceloven er ikke i sig selv garanti for så markant en forandring i det børnesociale arbejde, som de tre kommuner i forsøget har oplevet. Det kræver også en omlægning i organisationen. Modelfoto: Lars Degnbol/VIVE

Kontakt

Anne-Dorthe Hestbæk Seniorforsker, Emerita M: 33 48 08 94 adh@vive.dk
Martin Williams Strandby Senioranalytiker, cand.scient.pol. M: 33 69 77 77 mast@vive.dk

Servicelovens børneregler har været genstand for mange revisioner de seneste årtier. Det har skabt en lov med gode intentioner, men også med en række utilsigtede effekter, for eksempel ressourcekrævende bureaukrati i det sociale arbejde.

Det har betydet, at mange familier har måttet vente længe på, at deres sag kom i gang, på at blive udredt og på at få en indsats. De har haft mangelfuld kontakt og dialog med deres socialrådgiver, og mange har følt sig fremmedgjort i en proces omkring deres egen sag, som ofte ikke har givet megen mening for familien.

Tre kommuner har i et frikommuneforsøg fået undtagelse fra fem specifikke paragraffer i serviceloven, herunder kravet om at udarbejde en børnefaglig undersøgelse (SEL § 50), og har erstattet dem med nye arbejdsgange i familieafdelingerne. De tre kommuner er Guldborgsund, Gladsaxe og Ikast-Brande.

Kommunerne har ønsket at indføre det, de selv betegner som en cirkulær arbejdsform. Den indebærer, at forvaltning og familie er i hyppig og tæt dialog, og at man jævnligt tager stilling til, om det går fremad i sagen. Gør det ikke det, må man hurtigt skifte strategi og omlægge indsatsen. Den cirkulære arbejdsform står som et alternativ til en klassisk, lineær forståelse af processen i socialt arbejde.

Den overordnede idé har været, at hvis man hurtigere giver en indsats samtidigt med, at man kender familierne (og samarbejdspartnere) bedre, så skaber man en bedre forudsætning for at involvere familierne på deres egne præmisser og iværksætte de mest hensigtsmæssige indsatser. Og det vil i sidste ende være til gavn for de berørte børns og unges udvikling og trivsel.

Resultater

Det lykkes i stor udstrækning de tre kommuner at omlægge rådgivernes arbejde, så de bruger meget mindre tid på dokumentation og meget mere tid med familierne. Rådgiverne kommer hurtigere ind i sagerne, og vejen fra udredning til indsats er blevet kortere. Fritagelserne fra specifikke paragraffer i servicelovens børneregler – herunder § 50-undersøgelsen, der er erstattet af en kortfattet socialfaglig vurdering – har bidraget til at gøre omlægningen af tidsforbruget muligt.

En tættere dialog med familierne giver rådgiverne en bedre forståelse af, hvilke udfordringer og ressourcer familierne har, og hvad familierne og deres netværk er motiverede for at arbejde med.

Rådgiverne får i højere grad involveret børn, forældre og deres netværk end tidligere, og det ser ud til, at familierne tager mere ejerskab til at løse deres udfordringer. Rådgiverne er også mere fleksible i deres tilgang til familier og indsatser, de møder dem på andre måder og tænker mere kreativt i forhold til indsatser. I en del forløb er det rådgiveren selv, der har et samtaleforløb med familien, i stedet for med det samme at visitere til samtaleforløb et andet sted i kommunen eller hos en ekstern leverandør.

Som en positiv sidegevinst er sygefravær og udskiftning i personalet faldet i de tre kommuners familieafdelinger, mens medarbejdertilfredsheden er steget.

Endelig ser nogle mødeformer ud til at være nemmere at indgå i for mange forældre og børn. Familie, rådgiver, skole, dagtilbud, netværk og specialister deltager ofte på det samme møde, så man kan koordinere opfattelser og indsatser. Og der tages enkle referater. Det kan for eksempel være et foto af en kort opsummering på en tavle af, hvordan familien oplever problemerne, hvad familien er motiveret for at arbejde med, og hvem der gør hvad frem til næste møde.

Børnene ser ud til at profitere af de nye arbejdsformer. Det er dog ikke lykkedes alle tre kommuner at få indarbejdet systematiske målinger af børns trivsel og udvikling i det daglige arbejde. Derfor mangler der stadig en solid viden, der kan dokumentere, om børnene faktisk trives bedre og hurtigere, end de gjorde under de tidligere arbejdsformer.

Anbefalinger

Resultaterne kan inspirere andre kommuner, fordi de viser, at det faktisk er muligt at afbureaukratisere det børnesociale arbejde i kommunerne, så rådgiverne får mere tid med familierne og en bedre forståelse af dem.

Fritagelserne fra udvalgte paragraffer i serviceloven var en platform for at begynde forandringerne. Men analysen viser også, at fritagelser alene ikke er en garanti for så markant en forandring, som de tre kommuner har oplevet. Det kræver også en omstilling af organisationen, en tæt ledelsesmæssig opbakning, en omstilling af både arbejdskulturen og synet på familierne, og hvordan man hjælper dem bedst på vej.

Faktisk vurderer en af de medvirkende kommuner lidt provokerende, at man i praksis kunne nå langt med at omlægge den børnesociale indsats, selv uden de konkrete fritagelser.

På baggrund af evalueringens resultater anbefaler vi, at:

  • gøre det attraktivt for kommunerne at udvikle det sociale arbejde til at være hurtigt, fleksibelt, inddragende, helhedsorienteret og orienteret mod borgernes behov. Fritagelser og administrative lettelser er ét redskab, men det kræver også lokalt, kommunalt medspil.
  • prioritere nationalt at styrke kommunernes anvendelse af systematiske trivselsmål og mål for børns udvikling. Det er en vanskelig opgave for den enkelte kommune. Og det har stor betydning at have få, valide mål, alle bakker op om, hvis vi skal udvikle det sociale arbejde, så det i større udstrækning fremmer børn og unges trivsel og udvikling.
  • samle op på de langsigtede konsekvenser af fritagelserne, især om de korte, socialfaglige notater giver tilstrækkelig viden om familiernes udfordringer, og om man får involveret børn (og forældre) tilstrækkeligt.
  • sætte fortsat fokus på at udvikle og afprøve metoder, der i større grad åbner for at inddrage det enkelte barn.

Metode

Vi har et bredspektret datamateriale at stå på. Vi har:

  • i 2019 og 2020 gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt alle relevante rådgivere i de tre kommuners familieafdelinger
  • i 2019 gennemført fokusgruppeinterview med rådgivere i alle tre kommuner
  • i 2019 og 2020 gennemført i alt 37 individuelle interview med ledere, samarbejdspartnere og forældre med en børnesag (heraf 15 interview med forældre).
  • foretaget analyser baseret på knap 240 tilfældigt udvalgte børnesager, der er sat i gang henholdsvis før, under og i slutningen af frikommuneforsøget.

Mere om frikommuner

Denne evaluering er en af i alt fem rapporter, VIVE har udgivet om frikommuneforsøgene 2016 - 2020.

Du kan læse mere om frikommuneforsøgene og evalueringerne af dem på vores temaside.

De øvrige fire rapporter er 

  • Én plan for en sammenhængende indsats med borgeren
  • Flytning når borgeren ikke selv kan give samtykke
  • Teknologi i plejen af borgere med demens eller kognitivt handicap
  • Tilkøbsydelser på ældreområdet og botilbud

Webinar: Fra dokumentation til relation

- Erfaringer med at omlægge børnesocialt arbejde i tre kommuner

Download præsentationerne fra webinaret her

Anne-Dorthe Hestbæks præsentation

Martin Williams Strandbys præsentation

Tine Vesterbys præsentation

Hvad sker der, når rådgiverne i en familieafdeling ikke længere bruger størstedelen af tiden på dokumentation, men på dialog med familien om dens udfordringer? Få svaret på webinaret om frikommuneforsøget ”Fra dokumentation til relation” i Gladsaxe, Guldborgsund og Ikast-Brande Kommuner

Om denne udgivelse

Finansieret af:

Social- og Indenrigsministeriet

Udgiver:

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Mere fra samme undersøgelse

Nyhed, 14. januar 2021 Frikommuner har sløjfet bureaukrati og fået mere tid til udsatte børn
Rapport, 8. oktober 2019 Børn som vores vigtigste ressource
Læs også
  1. Nyhed

    Gå hjem-møde i Aarhus: Ny viden om inklusion

  2. Nyhed

    Gå hjem-møde i København: Ny viden om inklusion

  3. Nyhed

    Webinar: Få inspiration til at designe ressourcetildelingsmodeller på det specialiserede socialområde

  4. Rapport

    VIVE og EVA har gennemført et forarbejde med at udvikle en metode til at opgøre praksisnormering

  5. Rapport

    Danske unges uddannelsesforventninger

  6. Nyhed

    Reablement as an evolution in home care: a comparison of implementation across five countries

  7. Nyhed

    Better care, better work? Reablement in Danish home care and the implications for care workers

  8. Rapport

    Evaluering af lov om styrket forældreansvar

  9. Nyhed

    Vedholdenhed: Små skridt af stor betydning

  10. Rapport

    Indsats støtter forældre med anbragte børn

Tilmeld nyhedsbrev
Del

Tlf: 44 45 55 00

Mail: vive@vive.dk

EAN: 5798000354845

CVR: 23 15 51 17

KontaktPresseJob i VIVETilgængelighedserklæring

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Vores nyeste viden i din indbakke hver uge.

Tilmeld nyhedsbrev
Følg os