Muslimske kvinder og skilsmisse i en dansk kontekst

Synet på, hvornår skilsmisse kan retfærdiggøres, varierer verden over. I Danmark mener man generelt, at par hellere må gå fra hinanden end leve ulykkeligt sammen. I mange etniske minoriteters oprindelseslande er der derimod stærke normer imod skilsmisse, og især kvinder kan have svært ved at blive skilt.

En særlig udfordring kan handle om kvinders muligheder for at afslutte deres ”muslimske ægteskab” nikah. I sin grundform gennemføres en skilsmisse i islam nemlig ved, at mænd skiller sig fra deres hustruer ved tre gange at ytre ordet talaq. Denne mulighed har kvinder ikke. Dog kan kvinder i oprindelseslande med islamiske familielovgivninger anlægge en retssag for at opnå skilsmisse, hvis deres mand ikke vil gå med til at afslutte ægteskabet. I Danmark findes den slags domstole ikke. Dermed kan nogle muslimske kvinder, der er blevet skilt efter dansk ret, have meget svært ved at komme ud af deres nikah og få afsluttet deres ægteskab helt og fuldt.

Resultater

Denne videnskabelige artikel bygger på interviews med fire kvinder – to indvandrere og to efterkommere – som er udvalgt fra et større materiale. De fire interviews illustrerer den generelle pointe, at kvindelige efterkommere ofte har klart større selvbestemmelse end indvandrerkvinder.

De to efterkommere havde for eksempel først valgt at gifte sig efter at have lært deres partnere at kende. Det var ikke tilfældet for de to indvandrere.

Da de to efterkommere oplevede problemer i ægteskabet, tog de relativt hurtigt en beslutning om at afslutte ægteskabet. Modsat levede de to indvandrerkvinder i årevis med kontrol og vold ud fra en bevidsthed om, at man som kvinde skal strække sig meget langt for at undgå skilsmisse. Også fra deres egne forældre fik efterkommerne en grad af støtte til skilsmissen, som indvandrerkvinderne ikke oplevede.

I forhold til at få opløst deres nikah lykkedes det ret nemt for de to efterkommere, uanset at deres mænd modsatte sig skilsmissen. Opløsningen fandt sted på forskellige måder, hvilket illustrerer den meget store variation i, hvordan muslimer lever i Danmark i dag. Omvendt havde de to indvandrerkvinder overordentligt svært ved at komme ud af deres nikah. Dels havde de giftet sig i deres oprindelseslande, og dels var de meget afhængige af deres etniske minoritetsnetværk, blandt andet fordi de kun talte begrænset dansk. Også deres mænds adfærd havde betydning for de to indvandrerkvinders problemer. De oplevede således, at deres (eks)mænd forfulgte dem i årevis og hævdede, at kvinderne stadig var deres hustruer – uanset at begge kvinder var blevet skilt efter dansk ret.

De to kvinder opsøgte et antal imamer for at få hjælp. Imamer har dog ikke en domstol i ryggen og kan dermed normalt ikke bare opløse en nikah, så længe kvindernes (eks)mænd ikke vil støtte op om skilsmissen.

Den ene af de to indvandrerkvinder endte med at blive skilt ved (med betragteligt besvær) at anlægge og vinde en retssag i sit oprindelsesland. Det havde den anden kvinde ikke ressourcer til, og hun var stadig i en nikah med sin (eks)mand, da hun blev interviewet.

Metode

Denne artikel er skrevet på baggrund af et større interviewmateriale fra VIVE-rapporten ”Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske praksisser” (Liversage og Petersen, 2020). Af rapportens godt 80 interviews med såvel etniske minoritetskvinder som fagfolk og islamiske autoriteter er der udvalgt interviews med fire kvinder, der illustrerer vigtige forskelle og ligheder på tværs af det samlede materiale.