Når behandlingen rykker hjem

Presset på sundhedsvæsenet stiger i takt med, at antallet af kronikere og multisyge stiger, demografien ændrer sig, og der samtidig er mangel på personale i sundhedsvæsenet. At flytte mere behandling hjem til patienterne, når det er sundhedsfagligt forsvarligt og patienterne er trygge ved det, er et af mange redskaber, der bliver brugt både til at optimere brugen af ressourcer i sundhedsvæsenet og til at gøre patienternes liv med sygdom nemmere. Derfor har VIVE undersøgt, hvordan patienter i behandling med immunglobulin og personale oplever hjemmebehandling, og hvilke fordele og ulemper de ser. Undersøgelsen er finansieret af medicinalvirksomheden Takeda.

Behandling med immunglobulin for patienter med forskellige former for immundefekt og nervesygdomme er et område, hvor patienter i mange år har haft mulighed for at overgå til hjemmebehandling, da der er subkutane alternativer – injektion i huden – l den traditionelle intravenøse hospitalsbehandling, der bliver givet ved injektion direkte i blodårerne. Subkutan hjemmebehandling med immunglobulin er derfor et godt vindue ind til erfaringer fra både patienter og fagprofessionelle med, hvad der sker, når behandlingen forlader hospitalet og rykker ind i patientens hjem og deres hverdagsliv.

Patienterne opnår frihed fra hospitalet i hverdagen

Undersøgelsen viser, at en tryg, individualiseret oplæring og overgang er afgørende for en god start på hjemmebehandling for patienter i subkutan hjemmebehandling. Når hjemmebehandling bliver en indlejret rutine i hverdagen, træder den i baggrunden og giver patienterne højt værdsat fleksibilitet i hverdagen og en stor grad af uafhængighed af hospitalet.

Ændringer i behandlingen – som dosisændringer eller skift af præparat eller udstyr - kan midlertidigt bryde hjemmebehandlingsrutinen og sætte sygdommen i forgrunden for en periode. For de fagprofessionelle betyder overgangen til hjemmebehandling opgaveforskydning, men ikke en entydig ressourcebesparelse, idet nye opgaver følger med.

Inden beslutninger om overgang til hjemmebehandling træffes, er det derfor vigtigt, at man som fagperson sammen med den enkelte patient vurderer om hjemmebehandling vil være hensigtsmæssigt, og at man i den forbindelse tager den enkeltes overvejelser, livssituation og hverdagsliv i betragtning.

Resultater kan ikke generaliseres til alle former for hjemmebehandling

Overordnet fremhæver 89 procent af de i surveyen adspurgte patienter, der tager subkutan behandling, at de ville vælge hjemmebehandlingsformen igen og ser langt flere fordele end ulemper. Det er vigtigt at pointere, at undersøgelsens resultater ikke kan generaliseres til, at hjemmebehandling mere generelt vil have en positiv effekt på alle patienters liv med sygdom. Det skyldes, at der findes mange typer af hjemmebehandling afhængig af sygdomsproblematik, og som dermed afgør, hvor meget den enkelte behandling kræver af understøttelse fra telemedicinske løsninger og sundhedsprofessionelle for at blive udført.

Dertil har hovedparten af de patienter, der har deltaget i undersøgelsen, modtaget hjemmebehandling i en lang periode, og de fleste har fundet gode måder at integrere hjemmebehandlingen i deres hverdag. Resultaterne kunne givet vis have set anderledes ud, hvis vi havde haft flere patienter, der var nye i hjemmebehandling, eller hvis undersøgelsen havde inkluderet patienter, der har forsøgt, men fravalgt hjemmebehandling.

Metode

Rapporten bygger på en undersøgelse i to faser af patienters og fagprofessionelles erfaringer med subkutan hjemmebehandling. Fase et er en kvalitativ interviewundersøgelse, hvor datagrundlaget består af både individuelle besøgsinterview og gruppeinterview med patienter, der tager immunglobulin som hjemmebehandling, samt interview med fagprofessionelle, der står for oplæring og opfølgning. Fase to er en spørgeskemaundersøgelse med fokus på patienters erfaring med subkutan hjemmebehandling bredere set.