Også i 2025 overskred kommunerne budgetterne for udsatte grupper
Udgivelsens forfattere:
Økonomi og styring
Økonomi og styring

Kommunerne overskrider igen budgetterne for børn, unge og voksne med særlige behov. Samlet set har kommunerne dog brugt færre penge på service i 2025, end der var budgetteret med.
Samlet set brugte kommunerne 323,2 mia. kr. på service sidste år. Det er 1,5 mia. kr. mindre end budgetteret, hvis der tages højde for merudgifter som følge af bl.a. tilkomne ukrainske flygtninge. Der er imidlertid stor forskel i budgetoverholdelsen på tværs af de forskellige kommunale serviceområder. På nogle områder er der således budgetoverskridelser, mens der på andre er ’budgetunderskridelser’.
Kommunerne har sværest ved at holde budgettet på det specialiserede socialområde
Mens kommunerne samlet set har overholdt budgetterne til kommunal service, er der stor forskel i budgetoverholdelsen mellem serviceområderne. Kommunerne har sværest ved at holde budgettet på det specialiserede socialområde, dvs. tilbud til børn/unge med særlige behov og voksne med særlige behov. Både på området for udsatte børn og unge og på området for funktionshæmmede, misbrugere og andre voksne med særlige behov er der betydelige budgetoverskridelser. Også på folkeskoleområdet er der i 2025 brugt flere penge end budgetteret. Omvendt har kommunerne brugt færre penge, end de havde budgetteret med, på bl.a. dagtilbudsområdet og kultur- og fritidsområdet. Figur 1 viser den procentvise budgetoverskridelse på udvalgte serviceområder i 2025 for kommunerne samlet set.
Mønstret med budgetoverskridelser for borgere med særlige behov er ikke nyt
Billedet har på mange måder været det samme i de seneste 5 år. Nemlig, at det igen og igen er udgifterne til børn/unge og voksne med særlige behov, der sprænger budgetterne. Opgjort i procent har det i de seneste år i særlig grad været området for børn og unge med særlige behov, der er ramt af budgetoverskridelser. Også på folkeskoleområdet har der været budgetoverskridelser gennem flere år, hvilket bl.a. hænger sam-men med stigende udgifter i folkeskolen til elever med særlige behov. Omvendt har der i de seneste 5 år typisk været ’budgetunderskridelser’ på fx administrationsområdet og dagtilbudsområdet. Figur 2 viser ud-viklingen i den procentvise budgetoverskridelse på udvalgte serviceområder i årene fra 2021-2025.
Det er de samme kommuner, der har svært ved at holde budgettet til udsatte børn og unge
Det er mange af de samme kommuner, der år efter år kæmper med at overholde budgetterne til børn og unge med særlige behov. Overskridelse af budgetterne på området for børn og unge med særlige behov i det ene år følges med andre ord ofte af overskridelser igen året efter. Jf. figur 3, der viser sammenhængen mellem kommunernes budgetoverskridelser på området for børn og unge med særlige behov i 2024 og 2025.
De gentagne budgetoverskridelser på det specialiserede socialområde for visse kommuner kan fx skyldes udfordringer med udgifts- og resultatstyringen i kombination med den stigende efterspørgsel, som kommunerne oplever på områderne. Overskridelserne kan fx være knyttet til udfordringer med budgetmodellerne, håndtering af dyre enkeltsager og målgrupper med sammensatte og komplekse behov.
De enkelte kommuners budgetpræcision på området for børn og unge med særlige behov i 2025 fremgår af landkortet i figur 4 sidst i dette notat.
Data og metode
Analysen er baseret på ECO Nøgletal og bygger på data om kommunernes udgifter, struktur og befolkningssammensætning fra Danmarks Statistikbank (www.statistikbanken.dk).
Find flere tal fra din kommune eller se demoversionen af ECO Nøgletal på eco.vive.dk.
Se fx tabeller om kommunernes budgetoverholdelse og udgifter:
- Tabel 1.32 Budgetoverskridelse på 20 udgiftsområder 2025
- Tabel 8.61 Udgifter til børn og unge med særlige behov – regnskab 2025
- Graf 4.16 Udvikling i serviceudgifter 2020-2025.
ECO Nøgletal leverer tabeller med nøgletal samt grafer med udviklinger på 20 forskellige udgiftsområder i den kommunale sektor. Hver kommune bliver sammenlignet med en gruppe af kommuner med tilsvarende rammebetingelser på det enkelte udgiftsområde.
Kontakt: Kurt Houlberg, professor i VIVE, tlf. 31 57 66 84, kuho@vive.dk eller Mathias Ruge, senioranalytiker i VIVE, tlf. 33 48 08 16, maru@vive.dk.
I VIVEs kommunetal dykker vi med jævne mellemrum ned i udvalgte ECO Nøgletal. Du kan tilmelde dig VIVEs nyhedsbrev på vive.dk og modtage kommende udgaver af VIVEs kommunetal.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd