Timelønsansatte på det socialpædagogiske område - En undersøgelse i kommunerne

Socialpædagogiske institutioner er døgninstitutioner med krav om minimumsbemanding. Det skaber et behov for en fleksibel arbejdskraft til blandt andet at dække de fastansattes fravær. Institutionerne bruger i stor udstrækning timelønsansatte til at dække dette behov.

Timelønsansatte er i deres tilknytning til institutionerne ikke i en fast ansættelse og er ikke sikret et bestemt antal timer. De timelønsansatte er dermed uden indkomst- og jobsikkerhed og får for eksempel ikke løn under sygdom. Til gengæld oplever de timelønsansatte, at de selv har indflydelse på, hvornår de siger ja til en vagt. 

Organisationerne KL og Danske Regioner samt fagforbundene FOA, 3F og SL har derfor bedt VIVE om at undersøge, hvad årsagen er til forbruget af timelønsansatte på det socialpædagogiske område, hvilke konsekvenser brugen af timelønsansatte har, og hvem de timelønsansatte er. 

Undersøgelsen omfatter alene omsorgs- og pædagogmedhjælpere samt pædagogiske assistenter, der udgør en mindre del af de ansatte på de socialpædagogiske døgninstitutioner.

Undersøgelsen er mundet ud i to rapporter, der omhandler henholdsvis kommunale og regionale socialpædagogiske institutioner. Denne rapport dækker det kommunale område. Du finder rapporten om det regionale område her.

De timelønnede omsorgs- og pædagogmedhjælpere samt pædagogiske assistenter er generelt unge, ugifte og uden børn. En del af de timelønsansatte har således ikke et stort forsørgelsesbehov.

Omkring halvdelen af de timelønnede omsorgs- og pædagogmedhjælpere samt pædagogiske assistenter var i 2022 i gang med en uddannelse. En stor andel af disse er i gang med en uddannelse, der er relevant for arbejdet som omsorgs- og pædagogmedhjælpere eller pædagogiske assistenter. For mange af de timelønsansatte fungerer jobbet som timelønsansat således som studiejob.

Rekrutteringsudfordringer og deraf ledige stillinger er en af forklaringerne på den høje andel af timelønsansatte. Derudover dækker de timelønsansatte huller i vagtplanen ved de fastansattes relativt høje sygefravær samt op- og nedgange i antallet af beboere, hvor de timelønsansatte opleves som en fleksibel arbejdskraft. 

Arbejdet på socialpædagogiske døgninstitutioner opleves af medarbejdere og ledere som både fysisk og psykisk belastende. Det betyder blandt andet, at det faste personale i mindre grad kan klare for eksempel overarbejde, og derfor anvendes de timelønsansatte også for at aflaste de fastansatte. Endelig betragtes de timelønsansatte oftest som de optimale vikarer, fordi de kommer kontinuerligt på institutionen og derfor kender arbejdsgange, beboere og personale. 

Der kan opstå en risiko for sårbare situationer for beboerne, hvis den timelønsansatte ikke oplæres godt nok eller ikke kommer kontinuerligt på institutionen. Det faste personale kan opleve, at de skal arbejde ekstra, når de er på arbejde med de timelønsansatte, fordi de timelønsansatte ikke kan pålægges samme ansvar som de faste medarbejdere.

Et højt forbrug af timelønsansatte kan endelig medføre, at der gås på kompromis med det pædagogiske udviklingsarbejde på institutionerne. For de timelønsansatte opleves ansættelsesformen som fleksibel, så længe der er tale om et studiejob, og hovedbeskæftigelsen derfor ligger et andet sted.

Forbruget af timelønsansættelser er højt. Ifølge interviewpersonerne i undersøgelsen vil der altid være brug for timelønsansatte på området. Men et realistisk mål kunne være et mindre forbrug af dem. Begrundelserne for det høje forbrug er blandt andet: 

Det er sandsynligt, at disse forhold indbyrdes hænger sammen. Et mindre forbrug vil derfor skulle kunne bryde denne sammenhæng. Forebyggelse af belastninger og fastholdelse af det faste personale kunne måske gøre arbejdspladserne mere attraktive og dermed også bidrage til at mindske rekrutteringsudfordringerne og mindske forbruget af timelønsansættelser.

Konklusionerne er draget på baggrund af registeranalyser foretaget på data fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor og på baggrund af 31 kvalitative interviews på 8 institutioner i 4 kommuner og 18 kvalitative interviews på 4 institutioner i 20 regioner.