Nyhed 4. NOV 2026

Flere hjælper deres ældre forældre end for 25 år siden

  • Ældre
Modelfoto: Sine Fiig/VIVE

Flere i alderen 52-67 år hjælper deres forældre og svigerforældre med praktiske opgaver end for 25 år siden. Udviklingen skyldes især, at vi lever længere, og det kan gøre det vanskeligere at kombinere arbejdsliv og hjælp til ældre familiemedlemmer

Et lift til lægen. Hjælp til netbank og MitID. En opringning til kommunen.

For mange danskere er det en del af hverdagen at hjælpe deres ældre forældre – og hjælpen på tværs af generationer er blevet mere udbredt de seneste 25 år. I 1997 havde knap 28 procent af de 52-67-årige hjulpet deres forældre eller svigerforældre med mindst én praktisk eller administrativ opgave inden for den seneste måned. I 2022 var andelen steget til knap 35 procent.

Det viser et nyt studie af seniorforsker Anna Amilon og senioranalytiker Mads Lybech Christensen i VIVE.

Mere tilbøjelige til at hjælpe

En væsentlig del af udviklingen skyldes, at vi lever længere. Det betyder, at flere 52-67-årige i dag har en forælder eller svigerforælder, som de kan hjælpe. Andelen, der stadig har mindst én forælder i live, er steget med omkring 10 procentpoint siden 1997.

Men den stigende levealder forklarer ikke hele udviklingen. Undersøgelsen viser også, at personer med levende forældre eller svigerforældre er blevet mere tilbøjelige til at hjælpe.

Det kan blandt andet hænge sammen med et stigende pres på ældreplejen, som betyder, at pårørende i højere grad træder til.
Mads Lybech Christensen, senioranalytiker i VIVE

Sværere at kombinere arbejde og hjælp til ældre

Samtidig med at flere hjælper deres ældre forældre, stiger pensionsalderen, og flere bliver derfor længere på arbejdsmarkedet.

Ifølge forskerne kan det skabe nye udfordringer for dem, der fremover skal kombinere et arbejdsliv med at hjælpe ældre familiemedlemmer.

”Det kan gøre det sværere at få hverdagen til at hænge sammen, især hvis hjælpen bliver mere omfattende og skal passes ind i en travl arbejdsdag. Det kan føre til stress – især for dem, der ikke har en fleksibel arbejdssituation,” siger Anna Amilon, seniorforsker.

Undersøgelsen er gennemført med støtte fra TrygFonden.

Videnskabelig artikel

Kort om metoden

Studiet bygger på data fra Ældredatabasen, som er en spørgeskemaundersøgelse blandt danskere på 52 år og derover. Ældredatabasen er koblet med registerdata om blandt andet demografiske forhold og uddannelse. Ved hjælp af statistiske analyser har forskerne undersøgt, hvordan udviklingen hænger sammen med blandt andet alder, køn, uddannelse, beskæftigelse og sandsynligheden for at have forældre eller svigerforældre i live.

Studiet er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift European Journal of Ageing.

Læs den videnskabelige artikel