Nyhed 21. OKT 2026

Grønlænderes møde med det danske samfund kan være udfordrende

Grafik: Clara Anine Torbenfeldt/VIVE
Hvert år flytter omkring 1.500 personer fra Grønland til Danmark.

Grønlændere flytter til Danmark af både familiære årsager og på grund af samfundsmæssige forhold, men for nogle bliver mødet med det danske samfund præget af sproglige, faglige og sociale barrierer. Det viser en ny VIVE-rapport, der sætter fokus på grønlænderes levevilkår og migration til Danmark.

Hvert år flytter omkring 1.500 personer fra Grønland til Danmark. De flytter som oftest for at komme tættere på familie, men uddannelsesmuligheder, lavere leveomkostninger og oplevelsen af et bedre sundhedsvæsen vejer også tungt.

Mange får et godt liv i Danmark, men nogle oplever, at livet i Danmark ikke bliver som forventet. De kan for eksempel have udfordringer med at gennemføre et studie eller opnå stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Udfordringerne hænger ofte sammen med sproglige og faglige barrierer, men flere grønlændere oplever også at blive mødt med fordomme.
Karen Margrethe Dahl, chefanalytiker

”Udfordringerne hænger ofte sammen med sproglige og faglige barrierer, men flere grønlændere oplever også at blive mødt med fordomme, og de savner anerkendelse af deres kompetencer og erhvervserfaring fra Grønland,” forklarer Karen Margrethe Dahl, chefanalytiker i VIVE.  

Resultaterne viser, at andelen af grønlændere, der er i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse, falder fra 76 procent, året før de flytter fra Grønland, til 45 procent, fem år efter at de har bosat sig i Danmark.

Potentiale for at lette grønlænderes møde med Danmark 

De grønlændere, der viser tegn på økonomisk og social udsathed allerede før flytningen til Danmark, har også høj risiko for at ende i en udsat position i Danmark. Men der er også en del grønlændere, der lever i udsathed i Danmark, som var i beskæftigelse i Grønland inden flytningen og dermed ikke på samme måde levede i udsathed.

”Meget tyder på, at udsatheden for nogle grønlændere opstår i mødet med Danmark. Det betyder, at der er potentiale for at lette overgangen fra det grønlandske til det danske samfund,” siger Karen Margrethe Dahl.

Halvdelen af dem, der flyttede til Danmark i 2018, var tilbage i Grønland fem år senere. De, der bliver i Danmark, fremhæver ofte, at de savner familie og venner i Grønland, men at de foretrækker at leve i Danmark på grund af lavere leveomkostninger og bedre muligheder i velfærdssamfundet.

Rapporten peger på en række områder, hvor det vil være relevant at gøre grønlændernes møde med Danmark nemmere, men resultaterne siger ikke noget om, hvordan opgaven bør gribes an i praksis. 

Rapporten Bevægelser mellem Grønland og Danmark – Kortlægning af levevilkår og oplevelser med migration er bestilt af Socialministeriet og finansieret af Nordatlantpuljen.

Det fortæller grønlændere, der er flyttet til Danmark

Nedslag fra rapporten

  •  Antallet af personer med grønlandsk fødested, som opholder sig i Danmark, er steget fra omkring 8.900 i 1985 til de nuværende omkring 18.000 personer.

  • Halvdelen af dem, der blev født i Grønland i år 2000, har boet i Danmark i kortere eller længere tid i perioden 2000-2023.

  • Blandt grønlandskfødte med grønlandsk oprindelse, der var i gang med en uddannelse i Danmark i 2018, havde 62 % gennemført en uddannelse fem år efter (i 2023) mod 73 % af danskfødte med grønlandsk oprindelse og 82 % af danskfødte med dansk oprindelse.

  • 54 % af alle 18-66-årige personer med grønlandsk oprindelse i Danmark er i beskæftigelse eller uddannelse. Dette tal dækker dog over en stor spredning, idet 74 % af danskfødte med én grønlandsk forælder er i beskæftigelse eller uddannelse mod 34 % af grønlandskfødte med to grønlandske forældre.  

  • 42 % af de personer, der var i fuldtidsbeskæftigelse i Grønland, året før de flyttede, har udfordringer med at komme ind på det danske arbejdsmarked.

  • 6,4 % af alle med grønlandsk oprindelse har i løbet af 2021-2023 været indskrevet på herberger og forsorgshjem i Danmark mod 0,2 % af personer med dansk oprindelse.

  • 16 % af børn med grønlandsk oprindelse modtog i 2023 en støttende eller forebyggende indsats, mens 9 % var anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie eller på et børne- og ungehjem. Blandt børn med dansk oprindelse modtager 6 % støttende eller forebyggende indsatser, mens 1,2 % er anbragt uden for hjemmet.

  • 6 % af voksne med grønlandske forældre har fået registreret en diagnose for psykisk sygdom i løbet af 2020 til 2022 mod 2,3 % blandt personer født i Danmark med danske forældre.

  • Cirka halvdelen af personer med grønlandsk oprindelse er vendt tilbage til Grønland igen efter fem år.