Danmark har brug for en ældrekommission
Udgivelsens forfattere:
Ældre
Økonomi og styring
Ældre, Økonomi og styring

For et halvt år siden nedsatte den norske regering en ældrekommission, hvor jeg blev inviteret med som det danske medlem. I kommissionen diskuterer vi de langsigtede udfordringer, som ældreplejen står over for, og kommer med forslag til løsninger, der kan være med til at skabe fremtidens ældrepleje. Spørgsmålet er, om vi i Danmark også har behov for en lignende kommission? Svaret afhænger af, om vi har klare svar på de følgende syv hovedudfordringer.
- Demografien ændrer sig – ældrebølgen kommer. Øget levealder betyder, at vi ikke bare kan fortsætte med de nuværende kvalitetsstandarder og måder at organisere os på i ældreplejen. Der kommer mere end 50% flere ældre de kommende ti år. Har vi en grundlæggende forståelse for og enighed om, hvad det kræver af den offentlige sektor og vores samfund?
- Pres på ressourcerne. Ældrebølgen vil skabe et stort pres på de offentlige budgetter. I en tid hvor forsvar og klima står højt på den politiske dagsorden vil der være en øget kamp mellem velfærdsområderne om ressourcerne. Har vi et klart svar på, hvad det vil koste at opretholde den nuværende kvalitetsstandard med markant flere ældre om få år, eller hvor vi skal finde besparelser?
- Forventningsgab – manglende realitetssans. Borgerne har en forventning om, at velfærdssamfundet vil tage sig af dem, når de bliver gamle. Samtidig har borgerne en manglende forståelse for, at der i fremtiden ikke vil være de samme ressourcer til at videreføre ældreplejen, som vi kender den. Har vi haft en bred samfundsmæssig debat om fremtidens ældrepleje, og hvad den kræver af vores samfund?
- Velfærdsteknologien skaber nye dilemmaer. Sundhedsteknologier, automatisering og nye digitale løsninger har potentiale til at aflaste medarbejdere og skabe en bedre hverdag for borgerne. Men samtidig skaber velfærdsteknologien nye dilemmaer – digital afhængighed, ulighed i digitale kompetencer, risiko for misbrug, spørgsmål om politisk kontrol m.m. Har vi en strategi for, hvordan teknologien skal udrulles?
- Manglende boligløsninger for ældre. Antallet af plejehjemspladser er ikke steget mærkbart de seneste ti år, og der er ikke et boom i plejehjemspladser på vej. Samtidig mangler der andre typer af boligformer, som imødekommer de ældres ønsker om et værdigt ældreliv, herunder bofællesskaber. Har vi de rette rammer for udvikling af tidssvarende boliger for ældre?
- Mangel på mennesker til ældreomsorg. Der er problemer med at skaffe nok personale til ældreplejen, og det går ud over kvaliteten. Samtidig har vi i Danmark ikke den samme tradition som i andre lande for, at pårørende og civilsamfund påtager sig en forpligtende omsorgsrolle. Har vi en forståelse for, hvad der skal til i forhold til at rekruttere nok medarbejdere og i forhold til, hvad der i fremtiden kræves af os som pårørende?
- Ulighed i ældreplejen. Den kommende generation af ældre vil have meget forskellige pensions- og formuevilkår, og det vil skabe meget forskellige muligheder for tilkøb af private løsninger. Samtidig er der er stigende geografisk ulighed, der potentielt underminerer de fælles offentlige velfærdsløsninger. Kan vi opretholde vores solidariske samfundsmodel forankret i offentlige ordninger eller skal vi åbne mere op for private løsninger?
Min påstand vil være, at vi i Danmark ikke har et klart svar på disse hovedudfordringer. Er en ældrekommission så løsningen? Eller er det bare en politisk syltekrukke, som ikke løser særlig meget? Forskning af bl.a. Jørgen Grønnegaard Christensen viser, at kommissioner faktisk har vist sig at være velegnede til at forberede og modne nødvendige politiske diskussioner og beslutninger, herunder særligt beslutninger som kan tage noget værdifuldt væk fra vælgerne. Så ja, vi har brug for en ældrekommission!
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
NB Ældre