Der har i de senere år været stor interesse for anbragte børn og unges skolegang og videre uddannelsesforløb. Mange undersøgelser har vist, at tidligere anbragte unge har en betydelig højere risiko for at falde tidligt ud af uddannelsessystemet og for ikke at være i beskæftigelse som unge voksne, sammenlignet med andre unge. Tidligere anbragte sammenlignes dog oftest med unge, der aldrig har været anbragt, uden at tage højde for, at der inden for gruppen af anbragte kan være betydelige forskelle på opnåelse af uddannelse. Det søger denne analyse blandt andet at råde bod på.
Formålet med denne rapport er at undersøge, hvordan unge, der er anbragt på en kostskole, klarer sig efter grundskolen sammenlignet med unge, der er anbragt andre steder. Vi undersøger, om der findes en målbar forskel på, hvordan unge, der har været anbragt på en kostskole, klarer sig i forhold til videre uddannelse og selvforsørgelse sammenlignet med unge i andre anbringelsestyper.
Kostskoleeleverne klarer sig mindst lige så godt
Resultaterne fra rapporten viser først og fremmest, at kosteleverne klarer sig mindst lige så godt – og på nogle punkter bedre – end unge, der hovedsageligt har været anbragt i familiepleje. I forhold til unge fra døgninstitution og socialpædagogisk opholdssted, så klarer kostelever-ne sig bedre end dem i forhold til uddannelse og selvforsørgelse.
Anbringelse på en kostskole kan være et godt alternativ
Resultaterne viser, at anbringelse på en kostskole for en lang række unge kan være et godt alternativ til anbringelse i familiepleje, på døgninstitution eller socialpædagogisk opholdssted. Til forskel fra flere andre anbringelsestyper har kostskolerne fokus på skolegang og på at få afsluttet grundskolen, samtidig med at der er fokus på, at de unge bor og trives på skolen.
Metode
For i højere grad at kunne udtale os om den relative effekt af at have været anbragt på en kost-skole set i forhold til alternative anbringelsesindsatser, har vi kun analyseret på data fra unge, der har været anbragt. Til at sikre sammenlignelige grupper har vi anvendt Propensity Score Matching-metoden (PSM) til at udvælge anbragte unge, der ligner kosteleverne på en række registrérbare forhold, der både er knyttet til den unge selv og hans/hendes familie. Derved kan vi i højere grad sikre os, at de unge i sammenligningsgruppen i al væsentlighed ikke afviger fra kosteleverne på registrérbare forhold, som vil kunne forklare, at de to grupper klarer sig forskelligt i udfaldsmålene.