Benchmarking af kommunernes integrationsindsats på uddannelsesområdet
Udgivelsens forfattere:
- Jacob Nielsen Arendt
- Søren Teglgaard Jakobsen
- Astrid Kiil
- Hans Skov Kloppenborg
KORA har i to rapporter benchmarket kommunerne i forhold til hinanden for at se, hvor godt deres udenlandske borgere fra ikke-vestlige lande integreres.
Rapporten her har fokus på to mål for integrationssucces på uddannelsesområdet: Børnene skal afslutte 9. klasses afgangsprøve med karakteren 2 eller mere i gennemsnit, og de unge skal færdiggøre en ungdomsuddannelse. Den anden rapport i serien har fokus på kommunernes integrationssucces på beskæftigelsesområdet.
Benchmarkinganalyserne tager højde for, at kommunerne har forskellige rammevilkår, og at indvandrerne derfor har forskellige forudsætninger for at komme godt igennem skolesystemet. Undersøgelsen tager højde for følgende rammevilkår:
- indvandrerbørnenes og deres forældres helbred
- forældres uddannelsesbaggrund
- oprindelsesland
- opholdstid i Danmark
- befolkningsandel i bymæssig bebyggelse
Benchmarkingen foretages ved at sammenholde observerede andele for et givent succesmål med den forventede andel, hvor forventningen baseres på kommunens rammevilkår. Ligger den observerede andel højere end den forventede andel, er benchmarkingindikatoren positiv, og indvandrerne i kommunen integreres mere succesfuldt end landsgennemsnittet.
Konklusioner
Kommunerne er inddelt i femtedele, alt efter hvor godt indvandrerne klarer sig i forhold til kommunens rammevilkår, og kommunerne ligger ret forskelligt i de to målinger. Kun Næstved ligger i top ti i begge benchmarkinganalyser på uddannelsesområdet, mens Slagelse, Skive og Viborg ligger i den bedste femtedel i begge analyser.
Nedenfor vises inddelingen af kommunerne efter benchmarkingindikatoren. Resultaterne kan danne baggrund for erfaringsudveksling mellem kommunerne – dog kan top og bund ligge mere eller mindre langt fra hinanden. Derfor er kommuneinddelingen suppleret med en beskrivelse af forbedringspotentialet i form af forskellen mellem den mindst succesfulde og den mest succesfulde femtedel af kommunerne, når der er taget højde for kommunernes rammevilkår.
Folkeskolens afgangsprøve
På landsplan får 61 procent af børnene med ikke-vestlig indvandrerbaggrund karakteren 2 eller mere i gennemsnit ved deres 9. klasses afgangsprøve. Analysen viser, at der er kommunale forskelle, men at de ikke er store: Når der er taget højde for kommunernes rammevilkår, er forskellen mellem den mest succesfulde og den mindst succesfulde femtedel af kommunerne 8,4 procentpoint.
Nedenstående tabel indeholder grupperingen af kommuner på bagrund af benchmarkingen, og den gennemsnitlige benchmarkingindikator for hver gruppe ses i nederste række.
Tabel 1: Rangordning af kommuner på baggrund af andel med gennemsnitskarakteren 2 eller højere i gennemsnit ved folkeskolens afgangsprøve
Note: Kommuner med mindst 50 indvandrere og efterkommere i den relevante gruppe. Kommunerne er listet alfabetisk inden for grupperne. Kommuner markeret med fed er de ti kommuner, som er henholdsvis mest og mindst succesfulde.
Gennemfører en ungdomsuddannelse
58 procent af alle unge med ikke-vestlig indvandrerbaggrund gennemfører en ungdomsuddannelse. Analysen på dette område viser, at der er et relativt stort forbedringspotentiale: Når der er taget højde for kommunernes rammevilkår, er forskellen mellem den mest succesfulde og den mindst succesfulde femtedel af kommunerne 12,9 procentpoint.
Tabel 2: Rangordning af kommuner på baggrund af benchmarkingindikatoren for færdiggørelse af ungdomsuddannelse
Note: Kommuner med mindst 50 indvandrere og efterkommere i den relevante gruppe. Kommunerne er listet alfabetisk inden for grupperne. Kommuner markeret med fed er de ti kommuner, som er henholdsvis mest og mindst succesfulde.
Udgivelsens forfattere
- Jacob Nielsen ArendtSøren Teglgaard JakobsenAstrid KiilHans Skov Kloppenborg
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA