Boligsocial anvisning til borgere i hjemløshed
Udgivelsens forfattere:
Socialområdet
Socialområdet

En fast bolig og social støtte er centrale elementer i Housing First-tilgangen, der skal hjælpe mennesker ud af hjemløshed. Men mange kommuner har svært ved at finde boliger, som borgere i hjemløshed har råd til. Denne undersøgelse sætter fokus på, hvordan kommuner og almene boligorganisationer gennem brug af boligsocial anvisning og fælles anvisningsaftaler kan sikre betalbare boliger til mennesker i hjemløshed og dermed understøtte arbejdet med Housing First.
Undersøgelsen er baseret på en indledende screening af fælles anvisningsaftaler i 24 kommuner. Herefter er der foretaget interviews med ledere og medarbejdere i kommuner og almene boligorganisationer i syv udvalgte kommuner. Formålet er at identificere gode eksempler fra praksis på brugen af boligsocial anvisning og fælles anvisningsaftaler samt at afdække forudsætninger, muligheder og udfordringer ved brugen af boligsocial anvisning og fælles anvisningsaftaler.
Erfaringer fra kommunerne viser, at boligsocial anvisning understøtter Housing First-tilgangen ved at sikre en løbende adgang til boliger, som kan tilbydes borgere i hjemløshed. De fælles anvisningsaftaler skaber en ensartethed og transparens i brugen af boligsocial anvisning på tværs af boligorganisationer og boligafdelinger i kommunen. Samtidig giver de fælles anvisningsaftaler bedre mulighed for at håndtere forskellige udfordringer, der kan opstå i forbindelse med boligsocial anvisning.
Undersøgelsen viser, at der er forskellige måder at udforme den boligsociale anvisning på, hvor to forskellige modeller er i spil: fjerdedelsmodellen og rekvisitionsmodellen. Kommunernes erfaringer viser, at der er fordele og ulemper forbundet med begge modeller. Det er ikke muligt at pege på, hvilken model der fungerer bedst, men undersøgelsen viser, at der lokalt er forskellige strukturelle vilkår og forudsætninger, som er med til at forme parternes interesser og derigennem indholdet af de aftaler, der er indgået mellem kommunerne og boligorganisationerne.
Fælles anvisningsaftaler, der dækker alle boligafdelinger i kommunen, giver også bedre muligheder for at håndtere det indbyggede dilemma mellem brugen af boligsocial anvisning og hensynet til beboersammensætningen i boligafdelingerne. I flere kommuner benyttes en såkaldt trappemodel, hvor andelen af boliger, der stilles til rådighed for boligsocial anvisning, varierer afhængigt af beboersammensætningen i den enkelte boligafdeling.
Anvisningsaftalerne kan også være med til at håndtere udfordringer, der opstår, når borgere i hjemløshed eller social udsathed flytter ind. I flere kommuner er der eksempelvis etableret én fast indgang til kommunen, som boligorganisationerne kan kontakte, hvis der opstår problemer omkring en anvist beboer.
De fælles anvisningsaftaler løser dog ikke alle udfordringerne. I de fleste kommuner er der mange borgere i hjemløshed, der venter på at få en bolig. Selvom boligsocial anvisning sikrer en løbende adgang til boliger, er manglen på boliger med en husleje, som borgere på kontanthjælp har råd til, fortsat en væsentlig strukturel begrænsning, som brugen af boligsocial anvisning ikke i sig selv er i stand til at løse.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
RealdaniaSamarbejdspartnere
Kommunernes Landsforening (KL) og BL – Danmarks Almene BoligerUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd