Der er ikke lige løn mellem mænd og kvinder i Danmark

Den 30. januar forsøgte Kirsten Marie Juul Jensen så at nuancere debatten i kronikken ”Træk lige vejret, feminister og antifeminister.” Også her havde det indsneget sig en almindelig misforståelse, nemlig at den ægte lønforskel mellem mænd og kvinder i samme stillingskategorier er det, der er tilbage, når man har taget højde for forskellene i fx uddannelse og anciennitet. Og at det er her – i de ”uforklarlige lønforskelle”, at diskriminationen gemmer sig.

Faktum er, at SFI i adskillige rapporter har vist, at lønforskellen mellem mænd og kvinder i dagens Danmark i gennemsnit er cirka 17-18 procent. Og at den forskel har været bemærkelsesværdigt uforandret gennem de sidste 35 år. Det på trods af, at kvinder i dag er næsten lige så meget på arbejdsmarkedet som mændene, og at deres uddannelsesniveau i dag ligger over mændenes.

Det skyldes bl.a., at kvinder ofte er ansat i fag, som traditionelt er lavere lønnet end mandefag. Kvinder og mænd tager forskellige uddannelser og ender i forskellige jobs. I den offentlige sektor er mere end 70 pct. af de ansatte kvinder, men også inden for den private sektor er der typiske mande- og kvindedominerede områder. Det er den ”forklarlige” del af lønforskellene – men bestemt ikke uproblematisk af den grund.

Hvorfor er lønnen så væsentligt lavere i nogen fag end i andre? Her spiller ordet traditionelt en stor rolle: Manden blev traditionelt betragtet som forsørgeren, og det påvirkede indplaceringen af hhv. mandefag og kvindefag i overenskomster og lønstrukturen. I den offentlige sektor blev kvindefagene fx indplaceret lavere i lønhierarkiet end mandefagene ved tjenestemandsreformen i slutningen af 1960´erne. Uligelønnen er altså også en historisk betinget skævhed, der er svær at indhente, medmindre arbejdsmarkedets parter for alvor beslutter, at den skal rettes op.

Kort sagt: nej, der er ikke ligeløn i Danmark – og der er gode grunde til, at der bør være fokus på dette: Den stærke kønsopdeling og den skæve lønfordeling er med til at reducere fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Det betyder en ringere udnyttelse af de menneskelige ressourcer og uudnyttede muligheder for at skabe velfærd for den enkelte borger og for samfundet. Derfor er der efter min mening god grund til at skele til de andre skandinaviske lande, hvor der er et langt mere fælles fokus på lønforskellen, og hvor man har modet til at tage den faglige diskussion frem for at gøre det til en politisk ligegyldig debat.

(Artiklen blev bragt som debatindlæg i Berlingske Tidende 5. februar 2015)