Forklarende analyse af ikke-vestlige indvandreres arbejdsmarkedstilknytning
Udgivelsens forfattere:
- Henrik Lindegaard Andersen
Arbejdsmarked
Socialområdet
Dagtilbud, skole og uddannelse
Arbejdsmarked, Socialområdet, Dagtilbud, skole og uddannelse
KORA har foretaget en statistisk analyse, der giver et billede af, hvordan personlige karakteristika påvirker chancen for at oppebære en løn, der minimum er på niveau med en ufaglærts. Vi ser også på, hvordan de samme personlige karakteristika påvirker risikoen for midlertidigt at modtage offentlig forsørgelse og risikoen for helt at forlade arbejdsmarkedet til en førtidspension.
De individuelle karakteristika, vi har fokus på i denne rapport, er personens uddannelsesmæssige baggrund, sprogkompetencer, oprindelsesland, helbred, men selvfølgelig også køn, alder, bopælskommune, civilstand, opholdsgrundlag og erhvervserfaring. Alle disse forhold kan være vigtige for, hvordan en borger klarer sig på arbejdsmarkedet.
Rapporten viser først, at de ikke-vestlige indvandrere i Danmark adskiller sig fra den øvrige befolkning på en række punkter - ud over den løsere tilknytning til arbejdsmarkedet. De ikke-vestlige indvandrere er yngre, de er oftere gift, de har flere hjemmeboende børn, og de har oftere kun en grundskoleuddannelse. På nogle områder er deres helbred lidt bedre, mens det på andre områder er lidt værre, men generelt er der en høj en andel af både danskere, ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der har fået en hospitalsdiagnose eller som køber receptpligtig medicin.
Med hensyn til arbejdsmarkedstilknytning, så kan de nævnte forhold netop være forklaringen på den lavere arbejdsmarkedstilknytning blandt de ikke-vestlige indvandrere. Imidlertid forholder det sig sådan, at hvis man sammenligner indvandrernes løn og beskæftigelse med en gruppe af danskere, der er demografisk, uddannelses- og helbredsmæssigt sammenlignelige, så mindskes forskellen ikke væsentligt. Forklaringen på den ringere tilknytning til arbejdsmarkedet skal derfor søges et andet sted.
Udgivelsens forfattere
- Henrik Lindegaard Andersen
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA