Forløbskoordination og diagnoserettede tilbud til borgere med KOL, hjertesygdom og type 2-diabetes i Slagelse Kommune 2010-2012
Udgivelsens forfattere:
- Laura Emdal Navne
- Louise Borst
- Martin Sandberg Buch
Med projektet har Slagelse Kommune etableret et kommunalt tilbud om rehabilitering til borgere med kronisk sygdom, som borgere, samarbejdspartnere og ansvarlige medarbejdere opfatter som en succes. Ved projektets afslutning var stort set alle kommunens praktiserende læger begyndt at henvise patienter til tilbuddene.
Ved evalueringens gennemførelse viste opgørelser over de henviste borgere og deres vej igennem det kommunale tilbud, at der var et betydeligt frafald. Ved tidspunktet for evalueringen var det således kun 104 (40 %) af de 257 henviste borgere der havde gennemført et helt individuelt eller holdbaseret tilbud.
Opgørelser over borgernes frafald viste at 55 (21 %) af de henviste borgere (fx på grund af fejlhenvisning eller manglende motivation) faldt fra inden de startede på et egentligt forløb. Samtidig havde 91 (45 %) af de 202 borgere, der startede på et kommunalt tilbud, ikke gennemført forløbet.
Slagelse Kommune har siden tidspunktet for evalueringen arbejdet med at afdække de præcise årsager til frafaldet. Kortlægningen viste, at mange var faldet fra, fordi de tilbud, de kunne få, var for tidskrævende og ufleksible. De tilbud, der efterfølgende er overgået til drift, er derfor gjort mere individuelle og fleksible for at øge udbyttet og mindske frafaldet.
Anbefalinger
KORA anbefaler, at andre kommuner, der står over for at gennemføre eller har gennemført lignende patientrettede forebyggelsestilbud til kronikere, læser denne evaluering med henblik på at lære af Slagelse Kommunes mange erfaringer med at udvikle, implementere og drifte diagnoserettede rehabiliteringstilbud.
Baggrund
Slagelse Kommune har i perioden maj 2011 til december 2012 igangsat en række diagno-serettede rehabiliteringstilbud til borgere med type 2-diabetes, KOL og hjertesygdomme. Indsatsen har haft til formål at styrke den patientrettede del af den kommunale forebyggelse. I forbindelse med projektet har KORA gennemført en midtvejsevaluering og en afsluttende evaluering for Slagelse Kommune.
Metode
Evalueringens resultater er baseret på kvalitative og kvantitative data. KORA har interviewet i alt 26 fagpersoner, heriblandt repræsentanter for de vigtigste aktører i projektet: de praktiserende læger, sygehuspersonale samt kommunale medarbejdere. Deltagernes oplevelse er belyst via interview med 13 borgere, mens tilbuddets effekt på borgernes fysiske helbred, livskvalitet og selvvurderede udbytte (5Q-5D og SF12), samt kliniske og fysiske helbredsmål er belyst gennem kvantitative data indsamlet af Slagelse Kommune.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA