Hjemløshed i Danmark 2026
Udgivelsens forfattere:
Socialområdet
Socialområdet

VIVE har gennemført kortlægninger af hjemløshed hvert andet år siden 2007, og denne kortlægning udgør således den tiende i rækken. Formålet med kortlægningerne er at følge udviklingen i hjemløsheden, både på landsplan og i de enkelte kommuner. Samtidig giver kortlægningen en viden om hjemløshedens karakter og ændringer i profilen blandt borgere i hjemløshed.
Resultaterne af kortlægningen 2026 viser, at der i Danmark er registreret 6.028 personer, der befandt sig i en hjemløshedssituation i uge 6, 2026. Det er nogenlunde samme antal som ved den forrige kortlægning to år tidligere, hvor der blev registreret 5.989 personer i hjemløshed. I den forbindelse skal det tages i betragtning, at der generelt er en usikkerhed forbundet med at opgøre omfanget af hjemløsheden.
Tallene dækker over personer, der overnatter på gaden, på natvarmestuer, på herberger og forsorgshjem, personer, der overnatter hos familie, venner eller bekendte på grund af hjemløshed, samt forskellige øvrige hjemløshedssituationer. Knap hver tiende af de registrerede personer i hjemløshed har overnattet på gaden i optællingsugen. Det var tilfældet for 482 personer i uge 6, 2026, hvilket er en smule færre end ved kortlægningen for to år siden. Ud over antallet af gadesovere er der ved kortlægningen registreret 253 natvarmestuebrugere og 2.910 brugere af herberger og forsorgshjem. Der er også registreret 1.375 personer, som overnatter hos familie, venner og bekendte (”sofasovere”) på grund af hjemløshed. Desuden er der 1.008 personer i forskellige øvrige hjemløshedssituationer.
Hovedparten af hjemløsheden er koncentreret i de store og mellemstore byer. Mens omfanget af hjemløsheden på landsplan er stort set uændret, er der forskelle i udviklingen lokalt, idet antallet af personer i hjemløshed er steget i nogle kommuner, mens det er faldet i andre. Der er også kommuner, hvor tallene er nogenlunde uændrede. I København er antallet af personer i hjemløshed steget fra 1.387 personer i 2024 til 1.572 personer i 2026. Også i Odense ses en stigning fra 95 personer i 2024 til 153 personer i 2026. Set på landsplan opvejes disse stigninger dog af fald i omfanget af hjemløsheden i andre kommuner. Eksempelvis er antallet af personer i hjemløshed i Aarhus faldet fra 556 personer i 2024 til 492 personer i 2026, mens der i Horsens er sket et fald fra 131 personer i 2024 til 94 personer i 2026.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
SocialministerietSamarbejdspartnere
Danmarks StatistikUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd