Kommunale serviceniveauer og produktivitet
Udgivelsens forfattere:
- Jesper Wittrup
- Kurt Houlberg
- Anne Line Tenney Jordan
- Peter Bogetoft
Arbejdsmarked
Ledelse og implementering
Arbejdsmarked, Ledelse og implementering
KORA har netop udgivet en rapport om kommunale serviceniveauer og produktivitet. Rapporten omhandler en analyse, som KORA har lavet for Produktivitetskommissionen.
Formålet med analysen har været dels at konstruere et mål for serviceniveauet i den kommunale sektor, dels at foretage en analyse af produktiviteten i den kommunale sektor under hensyntagen til forskelle i serviceniveauer.
I den nye benchmarkingmetode, som KORA har udviklet, har man identificeret 47 indikatorer, der hver især bidrager til at kaste lys over den konkrete service, kommunerne leverer til borgerne. Det er fx indikatorer for de faglige resultater i folkeskolerne, for personalenormeringer i dagtilbud, for omfanget af hjemmehjælpstimer, biblioteksudlån og vejkvalitet. Alle disse indikatorer vægtes sammen for at give et samlet billede af kommunernes serviceniveauer.
Det beregnede serviceniveau er herefter inddraget i en analyse af produktiviteten i den kommunale sektor. Analysen viser, at der i mange kommuner er et produktivitetspotentiale. Kommunerne kan udnytte sådan et produktivitetspotentiale på to måder: De kan bevare det udgiftsniveau, de har i dag, og få mere eller bedre service for pengene, eller de kan udnytte potentialet til at spare penge uden at sænke serviceniveauet.
Metoden, der er anvendt i analyserne, hedder Data Envelopment Analysis (DEA). DEA er en avanceret benchmarkingmetode, der sammenligner kommunerne på en sådan måde, at de hver især stilles i det bedst mulige lys. Metoden giver således et konservativt bud på kommunernes forbedringspotentialer, og den er ligeledes velegnet til at tage højde for de forskellige prioriteringer, der følger af det kommunale selvstyre.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA