Skip til indhold
Få vores nyhedsbrev
Da En
  • Temaer
  • Udgivelser
  • Medarbejdere
  • Om VIVE
  • Nyheder
  • Undersøgelser i gang
  • Arrangementer
  • Kontakt
  • Presse
Da / En
Tilmeld nyhedsbrev
Del
Rapport, ­30. januar 2020

Kommunernes omlægning til en tidligere forebyggende indsats på børn og unge-området

Erfaringsopsamling

Mange kommuner er i gang med at omlægge deres indsats for børn og unge til en tidligere forebyggende indsats. Ambitionen er, at flere udsatte børn og unge får gode opvækstbetingelser med den trivsel, sundhed og læring, der skal til for at klare sig godt ind i voksenlivet. I en ny rapport samler VIVE erfaringer fra 18 kommuner, der på hver sin måde arbejder med omlægningen af indsatsen.

Katrine Iversen , Martin Williams Strandby , Alexandrina Schmidt & Hans Skov Kloppenborg
Anbringelser, Børn og unge, Forebyggelse, Kommune, Ledelse, Organisering, Socialområdet, Styring, Tidlig opsporing
Hent rapporten
Op mod halvdelen af landets kommuner har i et eller andet omfang samarbejdet med Socialstyrelsen om omlægningen til en tidligere forebyggende indsats på børn og unge-området. Modelfoto: Lars Degnbol/VIVE

Kontakt

Katrine Iversen Chefanalytiker, cand.scient.pol M: 33 69 77 02 kaiv@vive.dk

I 2016 afsatte politikerne midler til at understøtte landets kommuner både fagligt og økonomisk i deres arbejde med omlægning mod en tidligere forebyggende indsats på børn og unge-området. Det skete som en del af satspuljeaftalen for 2016 ’Mod en tidligere forebyggende og mere effektiv indsats’.

Op mod halvdelen af landets kommuner har i et eller andet omfang samarbejdet med Socialstyrelsen om omlægningen til en tidligere forebyggende indsats på børn og unge-området. Socialstyrelsens erfaring er, at kommunernes arbejde med omlægningen afføder nogle væsentlige opmærksomhedspunkter.

For det første skal den enkelte kommune tilpasse konceptet for omlægning til kommunens specifikke forhold. For det andet er der forskel på, hvilke elementer i omlægningen kommunerne arbejder med. Hvor nogle kommuner primært har fokuseret på omlægning til en tidligere forebyggende indsats på for eksempel myndighedsområdet, har andre kommuner arbejdet bredt med omlægningen på både myndighedsområdet, udførerområdet og almenområdet.

Tilsvarende er der forskel på, hvilke muligheder de enkelte kommuner har for at investere økonomisk i den tidlige forebyggende indsats. Omlægningen til en tidligere forebyggende indsats kan derfor i praksis komme forskelligt til udtryk fra kommune til kommune.

VIVE har udarbejdet en rapport, der opsamler erfaringerne fra 18 kommuner, som har fået støtte til deres arbejde med omlægningen til en tidligere forebyggende indsats. Erfaringsopsamlingen er udarbejdet for Socialstyrelsen.

Erfaringsopsamlingen giver viden om kommunernes udvikling, resultater og udfordringer i forbindelse med omlægningen til en tidligere og mere forebyggende indsats på børn og unge-området og bidrager med viden og inspiration, der kan understøtte kommunernes arbejde på området.

På baggrund af erfaringsopsamlingen har VIVE desuden udarbejdet et inspirationskatalog med 8 konkrete eksempler på, hvordan kommuner har arbejdet med omlægningen.

Kommunernes oplevede resultater

I erfaringsopsamlingen har vi undersøgt, hvilke resultater kommunerne oplever som følge af omlægningen til en tidligere forebyggende indsats. Overordnet set viser erfaringsopsamlingen tegn på, at:

  • Flere kommuner opsporer flere børn og unge i mistrivsel og gør det på et tidligere tidspunkt i problemudviklingen
  • Børnene, de unge og familierne modtager en mere koordineret og helhedsorienteret indsats
  • Kommunerne har styrket fokus på at forebygge anbringelse uden for hjemmet.

Kommunernes arbejde med tidligere forebyggende indsats for udsatte børn og unge er komplekst. Det kræver fokus på det strategiske og organisatoriske plan, og det kan omfatte mange aktører på tværs af de tre områder: myndighedsområdet, udførerområdet og almenområdet. Det tværfaglige samarbejde er også vigtigt i forhold til at foretage en helhedsorienteret vurdering af barnets, den unges og familiens behov.

Overordnet set viser erfaringsopsamlingen følgende:

Strategisk og organisatorisk har det en positiv betydning, at der er politisk fokus på og opbakning til det tidligere forebyggende arbejde, for eksempel i form af investeringer i omlægningen. Erfaringen er dog også, at det kan være vanskeligt at tilbagebetale eventuelle investeringer i den tidligere forebyggende indsats inden for den fastsatte tidsramme, som typisk er to til fire år.

Det tværfaglige samarbejde understøtter, at man øger kvaliteten i underretningerne, etablerer mere individuelle specialiserede indsatser og kvalificerer medarbejdernes individuelle kompetencer. Erfaringen er dog, at det tværfaglige samarbejde er en stor opgave, som tager tid at implementere.

På myndighedsområdet gør en tættere opfølgning i sagerne det muligt for rådgiverne at komme tættere på børnene eller de unge og løbende tilpasse indsatsen til barnets eller den unges udvikling. Opnormeringer på myndighedsområdet indvirker positivt på medarbejdernes motivation, men har i flere kommuner ikke ført til, at man kunne nedbringe sagsantallet til det ønskede – for eksempel fordi et øget fokus på opsporing har ført til en stigning i antallet af sager.

På udførerområdet er arbejdet med indsatstrappen vigtigt i forhold til det tværgående samarbejde internt i kommunen. Det er dog også erfaringen, at nogle kommuner – på trods af arbejdet med at udvikle tidligere og forebyggende indsatser – fortsat oplever at mangle indsatser til konkrete målgrupper.

På almenområdet er det vigtigt at understøtte ejerskabet til omlægningen og tydeliggøre vigtigheden af almenområdets rolle i den tidlige opsporing. Derfor skal almenområdet involveres tidligt i omlægningen. Erfaringen er, at det gør en positiv forskel, hvis omlægningen er fælles forankret på tværs af almenområdet og det specialiserede område.

Metode

Erfaringsopsamlingen bygger dels på en undersøgelse i 18 kommuner, dels på en nøgletalsanalyse af 10 kommuner.

Undersøgelsen i de 18 kommuner består af desk research og telefoninterview med en leder og en tovholder i hver af kommunerne. De interviewede repræsenterer hovedsagelig det specialiserede område. Datagrundlaget bygger således primært på det specialiserede områdes oplevelser og erfaringer med omlægningen til en tidligere forebyggende indsats i kommunerne. Det gengiver lederens og tovholderens vurdering og oplevelse af, hvordan de har arbejdet med omlægningen, og hvilke elementer i konceptet for omlægningen de har arbejdet med.

Nøgletalsanalysen omfatter 10 rådgivningskommuner, som har indberettet data til Socialstyrelsens nøgletalskatalog. Ud over foranstaltningsdata fra nøgletalskataloget anvendes data om kommunernes udgifter til det specialiserede børn og unge-område. Disse data stammer fra Indsatstrappens udgiftsmodel.

Læs også

Rapporten suppleres af et selvstændigt inspirationskatalog, som beskriver 8 konkrete eksempler på kommunale erfaringer med omlægningen inden for de forskellige tematiske områder. Inspirationskatalogets eksempler er udvalgt fra 7 forskellige kommuner.

Om denne udgivelse

Finansieret af:

Socialstyrelsen

Udgiver:

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Mere fra samme undersøgelse

Inspirationskatalog, 30. januar 2020 Tidligere forebyggende indsats på børn og unge-området
Læs også
  1. Debatindlæg

    Anbringelsesområdet er et ukontrolleret eksperiment

  2. Rapport

    Én samlet plan løfter kvaliteten af kommunens samarbejde med udsatte borgere

  3. Nyhed

    Fra dokumentation til relation i børnesager

  4. Rapport

    Kommunal håndtering af flyttesager får positiv respons

  5. Rapport

    Kun få ældre har brugt mulighed for at købe tilkøbsydelser

  6. Nyhed

    Styrket sammenhæng for de svageste ældre

  7. Kronik

    Ni år med frikommuner har skabt bedre løsninger for borgerne

  8. Rapport

    Bevægelsessensorer og kamerakig kan øge sikkerhed og tryghed for borgere på botilbud og plejecentre

  9. Nyhed

    Classification of Loneliness using the T-ILS: Is it as simple as it seems?

  10. Rapport

    Pårørende til langvarigt syge føler mindre belastning efter deltagelse i kursus

Tilmeld nyhedsbrev
Del

Tlf: 44 45 55 00

Mail: vive@vive.dk

EAN: 5798000354845

CVR: 23 15 51 17

KontaktPresseTilgængelighedserklæring

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Vores nyeste viden i din indbakke hver uge.

Tilmeld nyhedsbrev
Følg os