Kvalitet i dagtilbud
Udgivelsens forfattere:
- Nanna Høygaard Lindeberg
- Line Buer Bjerre
- Anne Toft Hansen
- Kathrine Vixø
- Astrid Lundby
- Freja Ditte Jakobsen
- Mette Friis-Hansen
Børn, unge og familie
Dagtilbud, skole og uddannelse
Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse

Regeringen og KL har i aftalerne for kommunernes økonomi for 2022 og 2023 aftalt at igangsætte en kvalitetsundersøgelse på dagtilbudsområdet. Formålet er at opnå systematisk indsigt i kvaliteten i kommunale dagtilbud på nationalt niveau, herunder rammerne og de pædagogiske læringsmiljøer.
Undersøgelsen er gennemført i to dele. Den første del belyser kvaliteten i kommunale dagtilbud for 0-2-årige børn (LINK). I den anden del, som denne rapport vedrører, undersøges kvaliteten i kommunale daginstitutioner for 3-5-årige børn.
Rapporten er udarbejdet for Børne- og Undervisningsministeriet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Behov for udvikling af kvaliteten i de pædagogiske læringsmiljøer
Undersøgelsen viser, at der er behov for udvikling i kvaliteten, så flere daginstitutioner for 3-5-årige tilbyder pædagogiske læringsmiljøer, der kan forventes at understøtte trivsel, læring, udvikling og dannelse hos alle børn – også børn i udsatte positioner.
Kvalitetsforskellene i de pædagogiske læringsmiljøer for både 0-2-årige og 3-5-årige børn er betydelige og peger i retning af et behov for kvalitetsudviklende indsatser – nogle steder mere grundlæggende og presserende end andre steder.
Seks udviklingsområder
Resultaterne fra undersøgelsen af de pædagogiske læringsmiljøer i daginstitutioner for 3-5-årige børn spejler i vid udstrækning resultaterne for undersøgelsen vedrørende dagtilbud for de 0-2-årige børn. Samlet set identificerer de to nationale undersøgelser seks fælles udviklingsområder i de pædagogiske læringsmiljøer:
- Samspil med børnene – der er behov for at styrke sensitive samspil og relationer mellem personale og børn og for at mindske irettesættelse.
- Børnefællesskaber – der er behov for at støtte børnenes indbyrdes samspil, relationer og fællesskaber.
- Leg – der er behov for at fremme børns leg og støtte deltagelsesmuligheder i leg.
- Aktiviteter – der er behov for at styrke børns perspektiver og engagement i pædagogiske aktiviteter.
- Børn i udsatte positioner – der er behov for at styrke støtten til og deltagelsesmuligheder for børn i udsatte positioner.
- Fysiske rammer indenfor – der er behov for at udvikle de fysiske omgivelser indenfor, så de fremmer leg, fordybelse og mulighed for ro.
Personaleressourcer og kompetenceudvikling
Daginstitutionernes rammeforhold er forskellige – blandt andet i normeringerne. Vi har undersøgt både årsnormeringer og dagsnormeringer på en udvalgt observationsdag.
Den gennemsnitlige fuldtidsomregnede årsnormering i daginstitutionerne i undersøgelsen er 5,9 barn pr. pædagogisk personale.
På observationsdagen var der gennemsnitligt 7,2 barn pr. pædagogisk personale. Der var under 4 børn pr. medarbejder på stuer med færrest børn pr. personale, mens andre børn går på stuer med gennemsnitligt 11 børn eller flere pr. personale.
Normeringen varierer på mange stuer også markant hen over dagen. Der var færrest børn pr personale om formiddagen, hvor der var gennemsnitligt ca. 5 børn pr. personale. Ved middagstid var der flest børn pr personale - knap 12 børn pr. medarbejder.
Forskellene i rammeforhold handler også om personalets uddannelse. I nogle daginstitutioner var der gennemsnitligt under 10 børn pr. uddannet pædagog på observationsdagen, mens der andre steder gennemsnitligt var 50 børn pr. uddannet pædagog.
I både undersøgelsen af kvalitet i daginstitutioner for 0-2-årige børn og undersøgelsen af daginstitutioner for 3-5-årige børn kan vi se en sammenhæng mellem tilstedeværelsen af pædagoguddannet personale på observationsdagen og vurderingen af kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø. I 0-2-års-undersøgelsen fra 2023 var der oftere en pædagog til stede det meste af observationsdagen på stuer, der blev vurderet til at have god kvalitet. I børnehaverne viser det sig, at der oftere er en pædagog til stede om eftermiddagen på de stuer, der vurderes til at have ’god kvalitet’ sammenlignet med stuer vurderet til ’utilstrækkelig’ kvalitet.
Én mulig årsag til sammenhængen kan være, at tilstedeværelsen af en pædagog om eftermiddagen direkte øger kvaliteten, men andre forhold kan også have betydning for sammenhængen, fx mulighederne for rekruttering af pædagoger eller udfordringer med organisering af personale over dagen. Undersøgelsen kan ikke fastslå årsagen til sammenhængen.
Fakta om undersøgelsen
Kvaliteten i de pædagogiske læringsmiljøer er vurderet med et observationsredskab (KIDS – Kvalitetsudvikling i daginstitutioner), der bygger på dansk og international forskning om gode udviklingsbetingelser for børn, og som er vurderet til at afspejle kvalitetsforståelsen i det fælles pædagogiske grundlag i den styrkede pædagogiske læreplan.
Undersøgelsen er baseret på data fra en stikprøve på 100 kommunale daginstitutioner. Det er vurderingen, at stikprøven overordnet set er repræsentativ for daginstitutioner for 3-5-årige børn i Danmark, og at undersøgelsens fund således forventeligt afspejler forholdene i kommunale daginstitutioner for 3-5-årige børn på nationalt niveau.
Der er i efteråret 2024 gennemført observationer i alle daginstitutioner i stikprøven. I daginstitutionerne er der gennemført observationer på to stuer i det omfang, der har været to stuer for 3-5-årige. I alt er der gennemført observationer på 185 stuer.
Herudover bygger undersøgelsen på interviews med pædagogisk personale i 10 af de deltagende daginstitutioner. De interviewede arbejder på de observerede stuer, og interviewene fandt sted umiddelbart efter observationerne, hvor intervieweren også deltog.
Endelig anvendes data om daginstitutionernes rammeforhold indsamlet fra de deltagende kommuner og Danmarks Statistiks registre.
Supplerende materiale
Udgivelsens forfattere
- Nanna Høygaard LindebergLine Buer BjerreAnne Toft HansenKathrine VixøAstrid LundbyFreja Ditte JakobsenMette Friis-Hansen
Om denne udgivelse
Finansieret af
Børne- og UndervisningsministerietSamarbejdspartnere
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd